Analytisk og perfektionistisk Google Ads-specialist med Ecommerce-lyst

Brænder du for ecommerce og Google Ads? Kunne du tænke dig at bruge din erfaring til både at udvikle de kunder, du arbejder med, og den virksomhed du arbejder i? Så læs endelig videre – det er nemlig lige præcis dig, vi leder efter.

Vi har brug for en ny spiller på holdet: En perfektionistisk og analytisk Google Ads specialist, der kan indgå i vores SEM-team og tage vores SEM-leverancer til nye højder. 

Hvad forventer vi af dig?

Du er en ambitiøs specialist, som ved, hvordan man skaber reel værdi for kunderne. Du bidrager engageret til, at vi som team og virksomhed når det høje niveau, som vores kunder efterspørger, og som vi stræber efter. Du kan nikke genkendende til flere af følgende punkter:

  • Du har et højt niveau:
    Dit niveau i SEM og Google Ads er vigtigere end hvor mange år, du har på CV’et.  Hvis du endnu ikke er senior, har du lyst til at blive det.

  • Du har styr på de gængse SEM-værktøjer:
    Du bevæger dig hjemmevant rundt i Google Ads og Google Analytics.

  • Du er lidt af en talnørd:
    Du kan anlysere på tendenser i data og bruger gerne Excel eller Google Sheets i dit arbejde.

  • Du er disciplineret og ansvarsfuld:
    Du gør tingene ordentligt og grundigt, og har altid et blik for detaljen.
  • Du er selvledende:
    Du kan selv drive processer, sætte dig selv i gang og koordinere dine opgaver.

  • Du er en stærk formidler:
    Folk lytter til dig, hvad enten det er kollegaer eller kunder. Og du er ikke bange for at sige din kunde i mod, når du ved, at din rådgivning er det bedste for kunden.

  • Du har stor interesse i ecommerce:
    Du god forretningsforståelse for ecommerce, og har måske arbejdet med shopping og feedoptimering. 

Hvad kommer du til at lave?

Du får en kundeportefølje på ca. 10 kunder, som du skal hjælpe både strategisk og taktisk. Og derudover skal du hjælpe os med at udvikle Skjoldby & Co – både dine kollegaer og virksomheden.

Strategiske opgaver:

  • Udvikle rentable SEM-strategier for vores kunder.
  • Rådgive dine kunder i at bruge andre kanaler end SEM, som kan skabe vækst hos dem.
  • Bistå vores salgsteam med oplæg, analyser og salgspitches inden for SEM.

Taktiske opgaver:

  • Opsætte nye search, shopping og display-kampagner på Google og Bing.
  • Løbende optimere kampagner og produktfeeds samt lave budjusteringer. 
  • Løbende overvåge og rapportere dine resultater til dine kunder.

Udvikling:

  • Fungere som mentor for de kollegaer der kan lære fra dig.
  • Fungere som mentee til de kollegaer der kan lære dig noget.
  • Være med til at indføre processer, metoder og automatisering dels inden for SEM, men også for resten af virksomheden.
  • Være med til at sikre, at Skjoldby & Co også er relevante i morgen.

Hvordan vil du udvikle dig hos os?

Vi prioriterer faglig og personlig udvikling højt. 

Vi budgetterer med et årligt uddannelsesbeløb som du og dine kollegaer kan bruge til at deltage i relevante kurser, events og konferencer inden for SEM, PPC og digital markedsføring både i ind- og udland.

Derudover afhænger din udviklingsretning 100% af dine interesser, ambitioner og dine talenter, men lad os prøve at give dig nogle ideer:

  • Styrke dine strategiske evner og kompetencer
  • Opnå seniorniveau indenfor SEM
  • Blive en stærk t-shaped seniorrådigiver
  • Arbejde med automatisering, data og AI-værktøjer
  • Beherske Google Tag Manager og Google Analytics
  • Udvikle andre mennesker og den virksomhed du er ansat i

Hvad kan du forvente af os?

Skjoldby & Co er et online marketingbureau med 9 specialister indenfor SEO, SEM, paid social og tracking.

Ordentlighed er vores vigtigste kerneværdi, og det skinner igennem alt hvad vi laver. 

Noget, der adskiller os fra andre bureauer, er, at vi gerne tager ud til kunderne og udfører en del af arbejdet hos dem – når det giver mening. Det vil udfordre dig! – Men det giver også et støre ejerskab, en større gennemsigtighed, et bedre samarbejde og gladere kunder (læs evt. om vores ugerytme her).

Hør her, hvad Kasper Højmann fortæller om samarbejdsformen:

Vi har gode flexmuligheder, så når du møder ind på kontoret, står det dig frit for, om du vil møde kl. 7 eller kl. 9. Du har også mulighed for at tage hjemmearbejdsdage.

Vi arbejder max. 37 timer om ugen, og overarbejde er ikke en del af vores vokabular – og det bliver heller ikke en del af dit. Vi værdsætter i det hele taget vores fritid, og derfor får du også 5 ferie fridage udover de 5 ugers ferie. 

Vi holder til i store, lyse kontorlokaler i Roskilde et stenkast fra motorvejen. Køretiden fra København, Holbæk og Ringsted er ca. 30 minutter. Og når du ankommer i bil, finder du gratis og ledige parkeringsmuligheder i hele området, så du spilder ikke tid på at finde plads til bilen, og der skal ikke stilles p-skive i løbet af dagen.

Rejser du derimod med offentlig transport, er der heller ikke langt til tog- og busstationen. 

Vi køber frokost ved Nemlig, som for tiden indeholder rugbrød, bagels, æg, kød- fiske- og vegetarisk pålæg samt grøntsager og salater. Da det også bliver din frokost, får du selv indflydelse på, hvad vi bestiller. 

Vi lader det være op til dig, om du vil arbejde på Mac eller Windows, og om din telefon skal være iPhone eller Android. Og har du en interessant techstack med i bagagen, lytter vi gerne.

Din løn fastsætter vi ud fra dine kvalifikationer. Lønpakken indeholder som standard en udvidet sundhedsforsikring, og du vil også kunne få mulighed for en pensionsordning.

Sådan ansøger du:

Vi vil bedømme dig på, hvad du kan, og ikke på din baggrund, eller hvad du har lavet indtil nu. Derfor skal du ikke sende os en motiveret ansøgning og dit CV.

I stedet vil vi invitere dig til at løse en kundecase

Casen åbner den 10. august og deadline er fredag den 14. august.

Tilmeld dig casen allerede nu >
Så giver vi dig besked når casen åbner. Deadline for tilmelding til casen er 10. august.

Efter casen indkalder vi de bedste casebesvarelser til samtale. Inden samtalen vil du skulle tage talenttesten TT38, som vi bygger samtalen op omkring. 

Vi holde samtaler i uge 34 (onsdag den 19. august til fredag den 21. august).

Vi forventer at kunne tage en endelig beslutning tirsdag den 25. august og håber på en start senest 1. oktober.

Vi er klar over, at du måske sidder i et andet job nu, og derfor garanterer vi selvfølgelig fuld diskretion i hele processen.

Har du nogle spørgsmål, så send en mail til Lars Skjoldby på lars@skjoldby.com.

Medlem af FDIH

Skjoldby & Co © 2013-2020 - Vi connecter vores kunder med nye kunder gennem digital marketing
Salgs- og leveringsbetingelser - Cookie- og privatlivspolitik - Cookie samtykke