Studiejob: Skriveskarp digital kommunikatør

Har du en kreativ pen, som du spidser jævnligt, så den altid er skarp? Kan du skrive indlevende tekster, der omvender besøgende til kunder? Sætter du en ære i korrekturlæsning, som din mormor sætter en ære i, at du spiser tre stykker kage, selvom du er stopmæt?

Så er det lige præcis dig, vi mangler i vores team. 

Skjoldby & Co søger en kreativ studentermedhjælper, som ikke kan holde fingrene fra tastaturet. Du skal nemlig først og fremmest skrive. 

Vi har brug for din hjælp til at skrive tekster på vores kunders hjemmesider. Du kender det måske som SEO-tekster, men hos os hedder det bare tekster. Gode, indlevende tekster, som bliver fundet i søgemaskinerne OG læst af virkelige mennesker.

Hvad kommer du til at lave?

Du kommer til at hjælpe og supportere vores content afdeling med opgaver som disse: 

  • Producere tekster til kunders websites (kategoritekster, produkttekster, blogindlæg)
  • Sikre, at teksterne er søgemaskineoptimerede
  • Producere tekster til internt brug
  • Korrektur af egne og andres tekster
  • Ad hoc opgaver.
 
 

Hvad forventer vi af dig?

  • Du er studerende og læser en relevant kommunikationsuddannelse. Faktisk kommer det sig ikke så nøje, lige præcis hvad du læser – og hvor du læser det. Så længe pennen sidder godt i hånden, byder vi dig velkommen med åbne arme.

  • Du er ansvarsfuld, disciplineret og struktureret.

  • Du elsker at skrive.. projekt, dagbog, indkøbsseddel, digte, you name it.

  • Du kan lide at researche og gå i dybden med nye emner. Du kommer nemlig til at skrive tekster for en bred vifte af kunder, som alle har forskellige produkter og services.

  • Du er detaljeorienteret og læser altid grundig korrektur, uanset om du afleverer en opgave eller skriver et opslag på Facebook.

  • Du er interesseret i digital marketing og vil gerne blive klogere på, hvad et arbejde i denne branche indebærer.

Hvad kan du forvente af os?

Skjoldby & Co er et online marketingbureau med 12 specialister indenfor SEO, paid search, paid social og tracking. Du bliver en del af holdet og får et indblik i, hvad et job i digital marketing indebærer. 

Vi tilbyder fleksible arbejdstider, så du kan planlægge dine arbejdsdage efter dit studie. Du skal regne med at arbejde 10-16 timer om ugen. 

Vi holder til i store, lyse kontorlokaler i Roskilde et stenkast fra motorvejen. Kommer du i bil, har vi gode parkeringsmuligheder. Rejser du derimod med offentlig transport, er der heller ikke langt til tog- og busstationen. 

Vi køber frokost ved Nemlig, som for tiden indeholder rugbrød, bagels, æg, kød-, fiske- og vegetarisk pålæg samt grøntsager og salater. Da det også bliver din frokost, får du selv indflydelse på, hvad vi bestiller.

Sådan ansøger du:

1. Ansøgning

Send os en ansøgning til job@skjoldby.com, hvor du viser din skrivelyst. Vi kunne godt tænke os at høre lidt om: 

  • hvem du er
  • hvilket studie du går på
  • hvorfor du ønsker et studiejob hos os
  • andre ting, du har lyst til at fortælle os.
2. Case

Herefter sender vi dig en simpel case, hvor du skal løse en tekstopgave. Din løsning sender du retur til os.

3. Case vurdering ogTT38

Vi vurderer din opgavebesvarelse, og hvis vi kan se, at du har det grundlæggende niveau, sender vi et link til talenttesten TT38, som vi bruger i vores rekruttering til at sammensætte de mest optimale teams. Det foregår online og tager ca. 30-40 minutter.

Det, vi gerne vil sikre, er, at de opgaver, vi kan tilbyde dig, også matcher dine kognitive talenter, så alle parter har de bedste betingelser.

4. Samtale

De kandidater, der går videre, kalder vi til samtale. Her vil vi blandt andet snakke om løsningen, TT38 testen, og hvad der driver dig, så vi kan afdække, om vi er det rette match. Det er også her, du får rig mulighed for at høre mere om os. 

5. Ansættelse

Vi afholder løbende samtaler og ansætter den rigtige kandidat, når hun/han dukker op, og vi forventer at have en afklaring inden udgangen af maj. 

Det er din kalender, der afgør opstartstidspunkt. Vi er klar, når du er klar.

Har du nogle spørgsmål, så send en mail til sb@skjoldby.com.

 
Medlem af FDIH

Skjoldby & Co © 2013-2020 - Vi connecter vores kunder med nye kunder gennem digital marketing
Salgs- og leveringsbetingelser - Cookie- og privatlivspolitik - Cookie samtykke