E-A-T – SEO Superfood til dit website eller din webshop?


E-A-T står for Expertise, Authoritativeness, Trust. Eller på dansk: Ekspertise, Autoritet og Troværdighed.

Der er delte meninger om E-A-T rent faktisk, er en del af Googles algoritme. Google har selv bekræftet, at det er. Jeg er ikke i tvivl, at det er det. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver det i endnu højere grad i fremtiden.

I denne artikel vil jeg komme ind på, hvorfor du skal sætte dig ind i hvad E-A-T er og kan for jeres virksomhed, uanset om du arbejder som SEO-manager, med jeres virksomheds markedsføring, kommunikation eller ledelse.

Googles mission

Googles mission er stadig at forfine og forbedre deres søgemaskine, og et af de områder de ved, de kan forbedre, er at sikre, at de resultater de viser i toppen af søgemaskinen, har den nødvendige kvalitet og rigtighed for at kunne ligge i toppen.

Men hvordan lærer man en maskine, om kvalitet og rigtighed?
Hvordan skal den kunne se forskel på real news og fake news?

Vi mennesker har jo selv svært ved det nogle gange.

Det er en svær nød at knække, og det har Google og de andre tech-giganter indrømmet flere gange. Men Google gør et forsøg.

Og forsøget starter faktisk med at indrage mennesker.

Vi mennesker har en kritisk sans, som vi kan tænde for, når vi bliver stillet opgaver, hvor vi får at vide, vi skal være kritiske. Og den sans fodres til maskinen.

Det lyder næsten som en scene fra The Matrix, men det er ikke sådan det foregår…. (tror jeg).

Hjælp fra Google’s Quality Raters

Helt konkret har Google hyret tusindevis af mennesker til at være Quality Raters. De har fået et omkring 200-siders dokument med retningslinjer og eksempler for, hvad der er kvalitet og rigtighed.

Dokumentet hedder Google’s Quality Raters’ Guidelines og er tilgængeligt for alle. Det har været offentligt tilgængeligt siden 2013, men har også eksisteret før som fortrolige dokumenter og bliver revideret cirka en gang om året.

Historisk set er Google’s Quality Raters’ Guidelines et godt sted at spotte, hvilken retning Google ønsker at forbedre sig i. Eksempelvis gennemgik Rater’ne i 2017 over 200.000 eksperimenter med udgangspunkt i retningslinjerne. Det har efterfølgende har ført til mere end 2.400 ændringer i algoritmen.

Tilbage til Googles Ratere.

På Googles opfordring bliver de sat til at vurdere forskellige websites og sider. De informationer som Rater’ne finder eller ikke finder, samt den adfærd de har, kan Google lægge ind i søgemaskinens algoritme.

De kan altså kombinere menneskets kritiske sans og maskinens fart.

En af de ting, som Rater’ne skal vurdere, er altså E-A-T. Begrebet E-A-T er dog ikke helt nyt. Det nævnes første gang i Google’s Quality Rater’s Guidelines i 2014 og er år efter år blevet en større del af deres Guidelines.

Som jeg indledte artiklen med, har Google bekræftet (i februar 2019), at E-A-T er en vigtig del af algoritmen. Men de siger også, at de fortsat arbejder på at forbedre dette. Hvor langt Google selv siger de er nået, skal du altid tage med et gran salt. Men når de har sat sig et teknologisk mål, plejer de at nå det.

Hvordan optimerer du E-A-T?

Kender du tjenesten LMGTFY (Let Me Google That For You)?

Spøg til side. E-A-T optimering ikke er en checkliste af ting, du skal gennemgå, og så har du optimeret. Det er om noget kontinuerligt arbejde, som aldrig stopper.

Når du har læst Google Quality Raters Guidelines, ved du også, at der ses forskelligt på E-A-T, afhængigt af brancher, nicher og søgeområder.

Arbejder du med emner, som potentiel kan skade andre mennesker, de så kaldte “Your Money, Your Life” (YMYL) brancher – det er brancher inden for blandt andet sundhed, kost, økonomi, jura – skal du have en højere E-A-T end hvis du arbejder med salg af cykler.

Men uanset branche: Des højere E-A-T du kan fremvise, des bedre står du.

For at komme i gang med optimeringen, skal du overveje, hvad en Quality Rater vil gøre for at sikre, at din artikel, dit produkt, din person, din kollega og/eller din virksomhed, har ekspertise, troværdig og autoritet nok, til at blive tilvalgt.

  • Hvor vil denne Quality Rater lede efter disse informationer?
  • Og hvad vil Quality Rater’en lede efter?
  • Og ikke mindst, hvad vil denne Quality Rater historisk set huske?

Du må ikke sammenligne en Quality Rater med en normal kunde, der har et akut behov for dit produkt, og som har for travlt til at undersøge i dybden.

For det er ikke nødvendigvis kunden, der leder i dybden.

Den travle kunde, vil både nu og i fremtiden forvente, at søgemaskinen har styr på, at det er de bedste resultater og deres ekspertise, autoritet og troværdighed er høj nok, til at ligge i toppen.

Nogle kunder kan selvfølgelig godt finde på at lede efter E-A-T lignende signaler, og de steder kunden leder, vil Quality Rater’en sikkert også lede.

Men Quality Rater’en vil alt andet lige lede dybere, fordi der er stillet en konkret opgave til at lede efter disse signaler. De vil kigge efter andre signaler end links.

Hvor det helt konkret er, vil være forskelligt fra branche til branche.

Jeg vil dog gerne inspirere dig til, hvad og hvor det kunne være, hvis du lover mig, ikke at bruge den, som en udtømmende endegyldig checkliste. For det er det på ingen måder.

De åbentlyse interne:

  • Vis jeres kontaktinformationer og muligheden for at komme i kontakt med jer.
  • Vis jeres handelsbetingelser og privatlivspolitikker.
  • Udbyg jeres profilsider med nøglemedarbejdere, jeres værdier, historien om jer, listen med relevante presseomtaler.
  • Fortæl om jeres virksomheds udmærkelser, certificeringer og awards
  • Fortæl om jeres medarbejderes udmærkelser, certificeringer og awards, hvor de har talt og undervist, hvilke medier de er blevet interviewet til samt links til sociale medie profiler.
  • Fortæl om interne og eksterne skribenterne på jeres blog og sørg for de er linket sammen med egne profiler på sociale medier og egne personlige websites.
  • Link ud – f.eks. til dine kilder, når du skriver artikler og blogindlæg.
  • Lav brugertests med folk, hvor du beder dem evaluere jeres ekspertise, autoritet og troværdighed op i mod jeres konkurrenter. Lad disse brugere selv beskrive, hvad ekspertise, autoritet og troværdighed er for dem.

De åbentlyse eksterne:

  • Lav digital PR og få omtaler af jeres virksomhed og medarbejdere i online medier (gå efter mere end et link).
  • Lav traditionel PR og få omtaler af jeres virksomhed og medarbejdere i øvrige medier.
  • Vær til stede på relevante sociale medier.
  • Vær til stede i reelle og relevante virksomhedsregistre, telefonbøger etc.
  • Dyrk netværk i erhvervsforeninger eller brancheforeninger.
  • Få omtaler hos jeres samarbejdspartnere.
  • Få anmeldelser på ratingsites og håndter gode såvel som dårlige anmeldelser på en professionel og kundevenlig måde.
  • Bliv oplægsholder inden for jeres felt.
  • Lav godt og troværdigt indhold på forskellige kanaler og platforme.
  • Lav andet indhold end tekst f.eks. podcast, video, webinarer, livestreams, YouTube.

De lidt mere visionære:

  • Få andre til at tale om jeres virksomhed og jeres medarbejdere.
  • Lever et godt produkt.
  • Skriv en bog og udgiv den.
  • Bliv top 3 ekspert inden for jeres felt.
  • Ansæt eksperter inden for jeres felt.

Sidst men ikke mindst, synes jeg, du skal revurdere de linkbuilding-taktikker, du bruger i dag, og sikre dig, at de understøtter jeres optimering af E-A-T.

Hvorfor? Google har i starten af 2018 opdateret deres PageRank patent, så PageRank nu kan inkludere troværdighedssignaler. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at det er i algoritmen endnu. Men mit gæt er, at det kommer før eller siden, for blandt andet at komme fake news til livs.

Nogle vil måske argumentere, at man godt kan fake E-A-T. Men hånden på hjertet: Er det ikke bare meget nemmere at arbejde med E-A-T for real?

Og hvorfor dog risikere, at fake E-A-T gør dit site til fake news?

Opsummering på E-A-T

Med ovenstående fornemmer du nok, at med E-A-T griber SEO langt dybere ind i virksomheden, end indholdet på jeres website eller hvor mange der linker til jer.

Men hvis hele jeres organisation fokuserer på E-A-T, vil det alt andet lige, gøre virksomheden mere konkurrencedygtig langt udover gode placeringer på Google.

Og måske gør arbejder I allerede med E-A-T, uden egentlig at have sat navn på det. I så fald er SEO-opgaven at synliggøre det yderligere. Sæt jeres marketingafdeling, jeres PR- og kommunikationsafdeling og jeres ledelse ind i betydningen af E-A-T (del evt. dette indlæg med dem).

Jeg kan ikke understrege nok, at E-A-T optimering er ikke noget, du bare lige gør, og så er du færdig. Men det er heller ikke noget, du skal udskyde. Hvis ikke du er i gang, så skal du i gang nu.

Når du arbejder med dit omdømme fremadrettet, hvad enten det er PR, kundeservice, sociale medier, konferencer eller gammeldags linkbuilding, så stil dig spørgsmålet:

Underbygger dette oprigtigt min virksomheds troværdighed, ekspertise og autoritet?

Hvis det gør det, så udfør det.
Hvis ikke, så ville jeg bruge min tid på noget andet og mere værdiskabende.

Fandt du artiklen interessant?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få flere digital marketing-tips i din indbakke

Relateret Indlæg:

SEO

SEO trends 2022

Hvad skal vores SEO-fokus være i 2022? Det har vi hos Skjoldby & Co forsøgt at forudsige, og det vil vi gerne dele med dig her. Vi kommer lidt ind på, hvad der skete i 2021 - og hvordan disse... Bliv mere inspireret

Skjoldby & Co © 2013-2024 - Vi skaber nye kunder til B2B virksomheder med digital marketing
Salgs- og leveringsbetingelser - Cookie- og privatlivspolitik - Cookie samtykke