Ejer du en webshop, eller arbejder du med en kundes Google Shopping, ved du sikkert allerede hvor vigtig en del, dit produktfeed er for dit salg på Google Ads.
Eller Facebook Dynamic Ads.
Eller Amazon Marketplace.
Eller…
Det er trods alt der, alle dine produkter kan findes og sælges online.
Men ofte bliver feedet “glemt” i det store arbejde, der er med Google Ads optimering og styring, fordi det jo allerede har alle de vigtigste ting… eller hvad?
Det er til dels rigtigt, fordi feedet allerede indeholder titler, priser på produkterne, beskrivelser, billeder osv. Alle de vigtige, mest basale elementer er til stede. Men vi har oplevet – uanset hvad størrelse shoppen har været – at der har været meget potentiale i at arbejde med at optimere de forskellige produktfeeds for at få flere eksponeringer, flere relevante klik og deri øge salget.
Måden, hvorpå du kan begynde at tage mere kontrol over dit produktfeed, er ved at arbejde med produkttitlerne. Vi vil her give nogle tips, tricks og ideér til, hvordan du kan begynde at optimere dit feed.
Hvorfor skal jeg optimere mit produktfeed?
Som nævnt tidligere er der nogle helt essentielle resultater, du kan forbedre ved at optimere på dit produktfeed. Du kan f.eks. få flere eksponeringer på produkter, som du ikke har kunnet få til at performe før. Du kan også få flere relevante klik, fordi produkterne er “mappet” bedre ud til at blive vist på relevante søgninger, hvilket kan resultere i en mærkbar vækst i salg af produkter.
En optimering på en produktkategori – lad os sige tagbøjler som eksempel – kan løfte kategorien fra den dårligst sælgende i din shop til at være topsælgeren, hvis du får arbejdet i dybden med de potentialer, der ligger i feedet. Du kan også få produkter, som allerede klarer sig rigtig godt, til at hive endnu flere salg hjem – både alene og som mersalg. Det kan forbedre din ROAS/POAS betydeligt for hele shoppens produkter, hvis du lægger energi i at optimere på dit feed.
I dette blogindlæg vil vi gå i dybden med, hvordan du kan optimere på produkttitlerne, som, vi gerne vil argumentere for, er den absolut vigtigste del af et produktfeed ift. Google Shopping.
Titler: Derfor er de det vigtigste at optimere på først
Det er selvsagt, at titlerne på dine produkter er en af stjernerne i dit feed, eftersom det er her, kunderne kan få den korte, hurtige fortælling om det produkt, de kigger på.
Det kan f.eks. være “Tagbøjler i stål, 2 styk, 118 cm”. Det forstår man rimelig hurtigt som forbruger, og er der nok information i en titel, kan salget allerede ske, før der bliver brugt energi på at lave videre research eller læse beskrivelsen på produktet. Et andet aspekt af produkttitler, som man som webshopejer sommetider ikke tænker på, er, at de fungerer som dine søgeord.
Hvis vi fortsætter med tagbøjle eksemplet, “Tagbøjler i stål, 2 styk, 118 cm”, vil produktet lige nu kunne blive fundet på søgninger som f.eks.:
- Ståltagbøjle
- 2 stykker tagbøjler
- Tagbøjle 118cm.
Og andre varianter i samme stil.
Årsagen er, som nævnt tidligere, at alle ordene i titlen fungerer som søgeord, som er sat i kontekst af hinanden. Hver del af titlen er et “søgeord”, som samler en kontekst om det enkelte produkt. Derfor er det vigtigt, at vi har så meget relevant information omkring produktet med i vores titler, så vores produkt kan blive vist på flest mulige søgninger. Du kan derfor også godt bruge tid på at tænke på, at nogle produkter ikke nødvendigvis bliver søgt på det, de hedder – f.eks. kunne tagbøjle være lastskinne. Overvej at undersøge mulige synonymer til dine produkter, som kunne være mere relevante.
Men hvad gør vi så, hvis der er tale om en tagbøjle, der kun passer til en bestemt størrelse bil?
I dette tilfælde er det ikke alle produkter, der passer præcist til alle typer biler. De kan være for korte/lange, have forkert type greb m.v. Derfor vil en potentiel kunde, som ikke befinder sig meget tidligt i sin købsrejse, søge mere specifikt efter lige præcist det produkt, vedkommende leder efter – og dér er det vigtigt, at vi sørger for, at vores titler er optimerede, så vi får de søgninger og potentielle salg.
Hvis du ved, at dit produkt – tagbøjlen – passer til en Ford Focus, vil der være god sandsynlighed for, at køberen vil søge efter dette. Derfor skal det inkluderes i din titel. Du kan lave regler i din feedoptimering, som sørger for at inkludere f.eks. Ford Focus i din titel.
Her er det vigtigt, at du har så mange relevante informationer om dine produkter i dit feed, så du nemt kan lave reglen, sådan at den kun er aktuel på de relevante produkter. I dette tilfælde har jeg en produktkategori, der hedder Tagbøjler. Produktet er lavet til Ford, og jeg har skrevet i min produktbeskrivelse, at produktet kan bruges til Ford Focus. Jeg laver derfor en regel om at tilføje et suffix med “til Ford Focus” med disse informationer. Så min regel vil kunne se således ud:
Og så kommer vores produkttitel fra tidligere til at se således ud:
“Tagbøljer i stål, 2 styk, 118cm til Ford Focus”
Kort sagt: Titlerne er dine søgeord i Shopping universet. Hvis du ikke har inkluderet de vigtigste elementer af dine produkter, som er relevante for dine potentielle kunder, vil du ikke blive fundet på de søgninger, de foretager sig.
Hvad kan inkluderes i en titel?
Kun fantasien sætter grænser for, hvad du kan putte i dine produkttitler, men du er begrænset til en vis grad. Google har et maks. på 150 tegn pr. titel, og ofte vil du kun kunne se 70 tegn i alt – f.eks. på mobilresultater af dit produkt. Derfor skal du være bevidst om, at dine vigtigste informationer kommer først i dine projekttitler. En god titel længde kunne f.eks. være “Tagbøjler i stål, 2 styk, 118cm, Modula, Automatisk befæstelse, Semi-fit til Ford Focus” på 87 tegn.
Tekst i “all caps” er heller ikke tilladt, medmindre det er til forkortelser eller enkelte ord. Man har lidt mere rum at bevæge sig på ift. tekstannoncer, hvor all caps titler vil blive afvist med det samme. Dvs. hvis jeg skrev “TAGBØJLER TIL FORD FOCUS”, ville mit produkt enten blive afvist eller begrænset betydeligt.
Hvis du kan fortælle om varianterne af dine produkter, f.eks. tagbøjlen, der måske er af stål, i mat sort eller pink, så inkluder det i dine titler! Det gør dit produkt meget mere relevant for den potentielle bruger, som er længere i købsrejsen og ved (mere eller mindre) præcist, hvad de vil have.
Brandnavne på produkterne er også gode at have med. Vi kender alle eksemplerne med Nike sko. Igen er tanken, at brugerne er dét længere i rejsen og ved hvilket brand, de gerne vil have produkter fra.
Vi anbefaler vores kunder at give os så meget information som muligt for at lave fede, fængende titler. Ofte mangler småting som størrelse og farver, men det kan gøre en rigtig stor forskel for de antal søgninger, du kan være med på, og dermed de potentielle salg, du kunne få ved at lige at inkludere, at den her tagbøjle, som du sælger, er pink. For det vil alle jo gerne købe. 😉
Ja ja, det er fint.. men hvad får jeg ud af det? 💰
En af vores mindre shops fik deres første feedoptimeringer, heraf et stort arbejde med titeloptimering, tilbage i slut august 2020. Den følgende måned oplevede de følgende vækst alene på deres Shopping kampagne:
- 31% flere klik
- 33% flere eksponeringer
- 43% flere køb
- Forbedring på konverteringsraten med 9%
- Stigning af omsætning med 36%.
Denne kunde er stadig hos os i dag, hvor vi fortsætter med at optimere på nye produktkategorier, teste relevante og nye synonymer af på produkter i deres titler og at lave konstant mapping af Google Product Categories, som vi vil komme ind på i næste blogindlæg.
Vi håber, at dette har givet dig lidt blod på tanden for potentialerne med titeloptimering. Hvis du har spørgsmål til potentialerne på dit produktfeed, eller hvis du gerne vil have hjælp med dine Google Shopping indsatser, så kontakt os gerne. Så hjælper vi dig godt videre.