Søges: Kreativ paid social konsulent til B2B bureau

Elsker du kreativt indhold sociale medier og kunne du tænke dig at sætte dit kreative præg i B2B marketing? Kunne du tænke dig at udvikle dig yderligere inden for annoncering på sociale medier?
Så læs endelig videre. Vi har nemlig brug for en kreativ konsulent i vores paid social team, som kan lave indhold, der brænder igennem.

Hvad forventer vi af dig?

  • Du har erfaring med annoncering på sociale medier, men du er mere kreativ end teknisk.

  • Du har en stærk æstetisk sans og evnen til at skabe visuelt tiltalende indhold, der kommunikerer klart og effektivt, uanset om det handler om billeder, videoer eller grafik.

  • Du er digital stærk: Hurtig på tasterne, bruger gerne tastaturgenveje og er ikke bange for AI-funktioner og værktøjer til at optimere din arbejdsproces.
  • Du er disciplineret og ansvarsfuld og gør tingene ordentligt, grundigt og til tiden med et solidt blik for detaljen.

  • Du er selvledende og kan sætte dig selv i gang samt selv koordinere dine opgaver.

  • Du kan selv drive den kreative proces og er ikke bleg for at tage hånd om kundekontakten på de opgaver, du er ansvarlig for.

Hvad kommer du til at lave?

Du bliver en del af vores paid social team og kommer til at hjælpe vores kunder med annoncering på sociale medier. Du kommer til at udarbejde kreativt indhold (billeder, video og grafik), til vores kunder, og samt hjælpe med at sætte kampagner op på LinkedIn og Meta. 

I starten vil fordelingen være omkring 60% kreativt indhold og 40% kampagneopsætninger, men  hvis markedet rykker sig i den retning, vi forventer, vil andelen af kreative opgaver øge.

Du kommer til at udarbejde og præsentere forslag til kreativt indhold og kampagner til vores eksisterende kunder. I starten vil du have en kollega med, men over tid kommer du selv til at drive disse dialoger. 

Du kommer også til at analysere på det indhold, du udarbejder, således at du kan forbedre det og vores kundes resultater. 

Derudover skal du sammen med dine kollegaer bidrage til, at Skjoldby & Co bliver det bedste B2B marketing bureau i Danmark. Konkret kommer du til at hjælpe med at lave vores egne kampager.

Hvordan vil du udvikle dig hos os?

Din udviklingsretning afhænger dels af dine interesser, dine ambitioner, dine talenter – såvel som markedets efterspørgsel. Lad os prøve at give dig nogle ideer:

  • Styrke dine strategiske evner og kompetencer.
  • Opnå seniorniveau indenfor social media marketing.
  • Koble video- og fotografkompetencer på din profil. 
  • Mestre programmer som Adobe Photoshop og Premier Pro.
  • Blive en stærk t-shaped seniorrådigiver.
  • Arbejde med automatisering, data og AI-værktøjer.
  • Stå på scenen til en digital marketing konference, hvor du deler cases, du har udviklet.
  • Udvikle andre mennesker og den virksomhed, du er ansat i.

Du får disse fordele ved os

Du bygger selv din frokosttallerken. Vi har for tiden rugbrød, pålæg, laks, kogte æg, lune fiskefileter, frikadeller og falafler samt grøntsager og salater. Du får selv indflydelse på, hvad vi bestiller.

Der er i øvrigt fri kaffe, sodavand, frugt og snacks hele dagen.

Vi prioriterer faglig og personlig udvikling højt.

Vi budgetterer derfor med et årligt uddannelsesbeløb, som du og dine kollegaer kan bruge til at deltage i relevante kurser, events og konferencer inden for digital markedsføring både i ind- og udland.

Vi dyrker kollegaskabet gennem sociale arrangementer. Vi har både spontane og temabaserede fredagsbarer, og i løbet af året holder vi to store fester – en sommerfest og julefrokost. 

Derudover har vi pool og bordtennis på kontoret, som ikke bare er til pynt…

Du har mulighed for at tage hjemmearbejdsdage enten på faste ugedage, eller når du har behov. Mange har to-tre hjemmearbejdsdage om ugen, mens andre næsten altid er at finde på kontoret. 

Vi arbejder 37 timer om ugen. Nogle af dine kollegaer møder kl. 7, andre møder kl. 9. Du flekser selv din arbejdstid, så den passer med dit privatliv. 

Vi værdsætter i det hele taget vores familier og vores fritid, og derfor får du også 5 ferie fridage udover de 5 ugers ferie.

Du får fuld løn i den del af din barselsperiode, hvor du ellers kun er berettiget til 50% løn iflg. Funktionærloven.

Vi lader det være op til dig, om du vil arbejde på Mac eller Windows, og om din telefon skal være iPhone eller Android. Og har du en interessant tech stack med i bagagen, lytter vi gerne.

Har du lyst til at se andre dele af verden – uden at sige dit job op herhjemme? Hos os har du mulighed for at lave periodisk remote arbejde, hvis du gerne vil rejse ud i verden og arbejde samtidig. 

Du kan forvente dette lønniveau

Har du de kompetencer, vi leder efter, kan du forvente at træde ind på et lønniveau mellem 35.000-38.000 om måneden.

Derudover får du 5% firmabetalt pension uden krav om, at du selv indbetaler samt en attraktiv sundhedsforsikring.

Hvad kan du forvente af os?

Skjoldby & Co kan udefra ligne et helt almindeligt online marketingbureau. Vi er et team på 10, der elsker B2B marketing og hjælper virksomheder med paid social, SEO, paid search og tracking.

Men vi er ikke så almindelige endda.

Vi har skabt en relativ flad organisation, hvor vi har sat beslutningerne fri. Det betyder, at alle kan tage en beslutning hos os, så længe dem der er meningsfuldt berørte inddrages. Det fjerner flaskehalse, og sikrer at beslutninger tages i de teams og arbejdsgrupper, hvor det har indflydelse. Medarbejderne hos os har derfor ekstrem høj medbestemmelse og ekstrem høj indsigt i alle dele af forretningen.

Det fungerer, fordi ordentlighed er vores vigtigste kerneværdi. Det skinner simpelthen igennem alt, hvad vi laver.

Når du begynder hos os, starter du ud med et to måneders onboarding-program. I de første par uger fokuserer vi på, at du skal lære dine nye kollegaer, vores systemer og kunderne at kende. Vores mål er, at du så hurtigt som muligt får hænderne i kundeopgaverne, for det er den bedste måde at lære det på. Vi sørger for den nødvendige støtte undervejs. 

Efter de indledende uger, hvor vi tjekker ind med dig ofte, vil vi gradvist lade dig stifte bekendtskab med hverdagens rutiner, selvom vi fortsat vil følge op på, hvordan du har det. 

Omkring to måneder inde i dit forløb holder vi et opfølgningsmøde for at sikre, at du føler dig godt klædt på, og at vi ikke har overset noget vigtigt i din indlæring.

Og til sidst lidt praktik

Vi holder til i store, lyse lokaler i Roskilde blot et stenkast fra motorvejen. Ankommer du i bil, finder du gratis og ledige parkeringsmuligheder i hele området, så du spilder ikke tid på at finde plads til bilen, og der skal ikke stilles p-skive i løbet af dagen.

Rejser du derimod med offentlig transport, er der heller ikke langt til tog- og busstationen.

Sådan ansøger du:

Med udsigt til et samarbejde, der strækker sig over flere år og indebærer cirka 160 timers samvær månedligt, er vi meget grundige i vores ansættelsesproces. Den består af disse seks trin:

1. Send dit CV

Vi tror på, at når du søger hos os, så har du undersøgt vores værdisæt og deraf har en høj motivation. Derfor skal du ikke bruge tid på at sende os en motiveret ansøgning.

Send os i stedet et link til din LinkedIn-profil og evt. dit CV til [email protected]. I emnefeltet skriver du “Kreativ Paid Social Konsulent”. Har du eksempler på kreativt indhold du har udviklet, er du meget velkommen til at sende det med.

Ansøgningsfrist 4. marts 2024.

2. TT38 talenttest

Herefter vil du skulle tage talenttesten TT38. Denne test bruger vi til at se, om du har de kognitive talenter, der skal til for at indgå i vores eksisterende team, samt trives i en virksomhed hvor selvledelse og selvmotivation er nødvendige.

På baggrund heraf vil vi løbende kalde kandidater ind til første samtale.

3. Første samtale

Formålet med denne samtale er at mærke om kemien matcher samt afdække, hvad der motiverer, og hvordan vi sammen kan skabe den bedste hverdag for dig, såfremt vi vælger hinanden. Vi dykker også ned i din TT38 talenttest.

Efter dette trin vil nogle gå videre til næste trin, mens andre vil få et personligt afslag.

4. Løsning af case

Kommer du videre til dette trin, vil vi fremsende dig en case, som du skal løse inden næste samtalen. Casen afspejler nogle af de opgaver, du kommer til at sidde med ved os, og vi bruger den til at vurdere dit niveau. Vi forventer den samlet tager ca. 2-3 timer at løse, og du vil få cirka en uge til at løse den.

5. Samtale om case

Formålet denne samtale er at dykke ned i den case du har løst. Vi vil spørge ind til dine overvejelser samt udforske din fagfaglighed.

Efter dette trin vil 1-2 kandidater gå videre til næste trin, mens andre vil få et personligt afslag.

6. Endelig beslutning og ansættelse

I sidste trin afstemmer vi de sidste forventninger, og forhandler vi os frem til en endelig aftale, hvorefter vi fremsender en kontrakt til underskrift. 

 

Vi er klar over, at du måske sidder i et andet job nu, og derfor garanterer vi selvfølgelig fuld diskretion i hele processen.

Har du nogle spørgsmål, så send en mail til [email protected].

Leadinfo

Skjoldby & Co © 2013-2024 - Vi skaber nye kunder til B2B virksomheder med digital marketing
Salgs- og leveringsbetingelser - Cookie- og privatlivspolitik - Cookie samtykke