Forskellen mellem AuthorShip og Author Rank

Google Author Rank spås af mange til at være det næste store inden for søgemaskineoptimering. Hvornår det kommer vides endnu ikke, men der har været nogle indikationer fra Google om at det er på trapperne. Derfor er der rigtig mange som er interesseret i at opbygge deres Author Rank allerede nu.

En af værktøjerne til at opbygge Google Author Rank hedder AuthorShip. Af en eller anden årsag er der mange som blander de to ting sammen, så her vil jeg beskrive forskellen mellem AuthorShip og Author Rank.

UPDATE August 2014: Google har pr. 28/8-2014 aflivet AuthorShip projektet. Læs mere på Google+ og SearchEngineLand. Om Author Rank projektet stadig kører bag kulissen er der delte meninger om. 

UPDATE 2019: I 2018 kom begrebet E-A-T på alle SEO-folks læber. E-A-T står for Expertise, Authoritativeness og Trust, og kan i min optik fortolkes som den nuværende og stadig levende version af AuthorRank.

Kendte misforståelser mellem AuthorShip og Author Rank

Du skal være opmærksom på at du kan ikke implementere Author Rank. Author Rank er en algoritme som formodes at bestemmes af mange sociale faktorer som likes, delinger, forbindelser og meget andet. Alt det er du selvfølgelig ikke helt selv herre over, men du kan forsøge at påvirke disse faktorer ved at udgive og være til stede. Min konkollega Henrik Bondtofte har skrevet en rigtig god artikel om Author Rank, hvor han bl.a. kommer ind på hvilke faktorer der forventes at beregne Author Rank.

Det du kan (og bør) implementere er Google AuthorShip. Google AuthorShip er nemlig værktøjet som kæder din person sammen med de ting du udgiver: Artikler, videoer, slides, podcasts og i fremtiden garanteret også billeder.

AuthorShip opsætter du dels ved at indsætte en lille stump kode på de sider hvor du har udgivet et eller andet, samtidig med du linker dem sammen med din Google+ profil. Hvordan du gør det rent praktisk har Mikkel Kongsfelt lavet en god video om.

Er din hjemmeside lavet i WordPress, så kan jeg anbefale dig at bruge plugin’et WordPress SEO til implementeringen på hjemmesiden.

Når du har implementeret AuthorShip vil du få mulighed for at få vist AuthorShip snippet i Googles søgeresultat. På AuthorShip snippet vises dit profil billede, dit navn og hvor mange som følger dig. Det ser f.eks. således ud:

Authorship snippet
Authorship snippet viser profilbillede i søgeresultatet – det øger synligheden og klikraten (CTR) væsentligt.

Og her kommer så endnu en misforståelse: AuthorShip og AuthorShip snippet er ikke de samme ting. Selvom du har opsat AuthorShip korrekt er der ingen garanti for at du får vist AuthorShip snippet. Det er Google alene der bestemmer hvornår det er dit billede de vil vise.

Det skal du ikke bekymre dig om. Så længe du har opsat AuthorShip korrekt, så ved Google hvad der er dit indhold og du er klar til at opbygge Author Rank.

Skal du være på Google+

Som du måske kan se er Google+ det centrale knudepunkter i alt det her. Så hvis du vil have Google AuthorShip og Author Rank, og gerne vil fremstå som specialist, så er Google+ pt. et must.

Lad være med at set det som at Google+ bliver trukket ned over dig. Google er en søgemaskine og grunden til de har udkonkurreret søgemaskiner som Altavista, Yahoo og Bing er fordi de har leveret de mest præcise resultater, til trods for at resultaterne har været ret nemme at manipulere med via linkbuilding. Det er den manipulation Google gerne vil til livs ved at vægte andre og mere troværdige faktorer i deres algoritmer.

Når det er sagt, mener jeg ikke Google kan nøjes med at bruge deres eget sociale medie som knudepunkt. Det vil gøre Author Rank for utroværdigt. Derfor tror jeg de vil benytte sig af andre centrale knudepunkter med tiden. Men det er helt anden snak.

Medlem af FDIH

Skjoldby & Co © 2013-2019 - Vi connecter vores kunder med nye kunder gennem digital marketing
Salgs- og leveringsbetingelser - Cookie- og privatlivspolitik