Bredde-bureau eller niche-bureau: Hvilket digital marketingbureau skal du vælge?


Bredde-bureau eller niche-bureau.. hvilken type markedsføringsbureau er egentlig bedst?

Sidder du pt. med dette dilemma, så læs med her. I dette blogindlæg vil jeg dele de fordele og ulemper, som jeg mener, der er ved henholdsvis niche- og bredde-bureauer, så du forhåbentlig bliver klogere på hvilken bureauform, der passer bedst til dig og din virksomhed. 

Psst.. er du mere til at lytte end læse? Så er der heldigvis hjælp at hente. Vi har nemlig også afholdt et webinar om samme emne, som du kan se lige her.

Hvad er bredde-bureau og niche-bureau?

Lad os starte med at definere, hvad et bredde-bureau og et niche-bureau rent faktisk ér. Det kan nemlig sommetider være svært at tyde, hvilke ydelser de forskellige markedsføringsbureauer tilbyder. 

Markedsføringsbureauer definerer som regel sig selv som enten niche-bureauer eller bredde-bureauer.

Niche-bureau 

Et niche-bureau består af specialister, der opererer inden for ét specifikt område af markedsføring, eksempelvis SEO. 

Disse niche-områder kan deles yderligere op i ‘sub-nicher’. Nogle er f.eks. specialister indenfor e-commerce, imens andre er rigtig dygtige til lead-generering. Det kan også være ift. brancher, hvor nogle niche-bureauer er rigtig dygtige inden for håndværkerbranchen. 

Bredde-bureau

Et bredde-bureau arbejder indenfor flere marketingkanaler. Bureauet består ofte også af specialister, der hver især arbejder inden for hver deres specifikke område/marketingkanal.

Ligesom niche-bureauer kan du også her få hjælp fra eksperter på ‘sub-niche’ niveau. Forskellen ligger i, at du i et bredde-bureau ikke kun har én, men derimod flere marketingkanaler samlet under ét tag.

Er et bredde-bureau det samme som et full-service bureau? 

Nogle bureauer tilbyder hjælp til alle de marketingtiltag, man kan arbejde med. Disse bureauer kaldes full-service bureau. Full-service og bredde-bureau er ikke det samme, da et bredde-bureau har flere, men ikke alle typer af markedsføring under ét tag. 

Full-service er efterhånden blevet et meget abstrakt og omdiskuteret begreb, da ingen kan være specialister i det hele. Så jo flere marketingtiltag, et full-service bureau hævder at være eksperter i, desto mere skeptisk bør du være.

Hvilken type bureau er det foretrukne i 2023? 

Selvom nedenstående data er fra 2020, synes jeg, det viser et godt billede af, at bredde-bureauer ifølge statistikkerne i stigende grad er det foretrukne valg.

Kilde: “Kunderne vil benytte færre bureauer og foretrækker full-service”​ af Martin Ove Rasmussen.

Men jeg tillader mig også at forholde mig forholdsvis kritisk til denne statistik, da vi ser en anden trend hos Skjoldby & Co: Man prøver gerne forskellige slags samarbejdsformer af. 

Det kan f.eks. være, at du starter med et bredde-bureau, men undervejs i din karriere har du tilegnet dig nogle kompetencer og indsigter, som gør, at du ikke har det samme behov for ‘bredden’, fordi du selv kan sætte retningen mod de enkelte specialist/niche-bureauer. I denne situation kan et niche-bureau være en god løsning. 

Det kan også være, at du starter ud med flere forskellige niche-bureauer, men at du med tiden synes, at kommunikationen med de forskellige bureauer er blevet for omfattende. I det tilfælde kan det være, at du søger mod et bredde-bureau. 

Og så er der naturligvis de tilfælde, hvor nogle oplevelser fra tidligere gør, at én form for samarbejde bare slet ikke fungerer, og man derfor vil prøve noget andet af. 

Hvilken type bureau skal du så vælge?

Så kommer vi til det helt store spørgsmål: Hvilken type bureau skal jeg vælge? 

Det er vigtigt for mig at pointere, at der ikke er et rigtigt og et forkert valg, når du vælger bureau. Men der er stor forskel på, om du køber ind på kanaler hos forskellige niche-bureauer, eller om du samler alle kanaler ét sted hos et bredde-bureau.

Først og fremmest afhænger valget af bureau af dit behov og din konkrete situation. Når det er sagt, er der tre elementer, der spiller en stor rolle i forhold til succesen af samarbejdet;

  • Synergier
  • Kommunikation
  • Koordinering

Disse tre punkter vil jeg forklare mere i dybden i de næste afsnit.

Synergier i bredde-bureau og niche-bureau

Når det kommer til bredde-bureauer, kan jeg godt forstå, hvorfor nogle personer som udgangspunkt tænker, at hele ‘ekspert perspektivet’ falder til jorden, når der opereres med så mange aspekter på samme sted. Så hvad er det egentlig, der gør det så interessant at vælge et bredde-bureau frem for et niche-bureau – og vise versa?

Bredde-bureauer kan ret naturligt skabe nogle synergier mellem de forskellige vertikaler og marketingområder. Det er dog ikke alle bureauer, der er lige gode til det og har fokus herpå, så vær ekstra opmærksom på at udfordre dem på dette område. For det er en ret stor fordel for dig og din virksomhed.

Niche-bureauer kan også skabe synergier. Men det kræver, at de af sig selv er mere proaktive. Hvis ét bureau f.eks. varetager jeres Google Ads, og et andet bureau har ansvar for jeres paid social indsats, er det vigtigt, at de to bureauer har en god og vedvarende kontakt, fordi der kan være nogle synergier på kryds og tværs. Det kan være den måde, hvorpå de laver kampagner, eller den måde de arbejder med målgrupper på.

Niche-bureauerne skal selv gå ud og skabe synergien. Er det dig, der varetager din virksomhedens marketing, kan det med fordel også være dig, der skaber disse synergier.

Mit råd til jer, der vælger at arbejde med niche-bureauer, er derfor at arrangere et månedligt møde mellem bureauerne, hvor I eksempelvis tjekker ind online og rapporterer, hvad der er lavet, og om I er i sync på delmål og den overordnende målsætning. Hermed sikrer I jer, at I er på den samme sti. Det vil koste lidt ekstra i pengepungen, da konsulenter oftest er timelønnede. Men det er penge givet godt ud.

Kommunikation og koordinering i bredde-bureau og niche-bureau

Ovenstående leder os videre til den for mig at se største ulempe, der er ved at vælge flere niche-bureauer: Den såkaldte bureau-tid, som er nødvendig, men som også koster i mailkorrespondancer, møder og telefonsamtaler bureauerne imellem. 

Kan bureauerne ikke finde ud af at kommunikere sammen, er det din opgave at samle trådene og have det forkromede overblik. Det kan resultere i lange mails, som kræver, at du forholder dig til noget og videredeler beskeder bureauerne imellem.

Hvis du vælger at samarbejde med flere niche-bureauer i stedet for et bredde-bureau, er det derfor vigtigt, at du sætter rammen og scenen omkring samarbejdet fra start.

Vil du gerne sammensætte dit eget team?

Når du samarbejder med et niche-bureau, kan du selv sammensætte et team, som er meget dygtige inden for hver deres marketingområde – og for nogle er dette en stor fordel. Hvis det ene samarbejde viser sig ikke at fungere, kan du hurtigt skifte dem ud med et andet bureau. Det kan du ikke på samme måde med et bredde-bureau. 

Hvis der er en gren af Google Ads samarbejdet, der halter, men SEO-delen kører derud af, skal du forholde dig til, hvordan du får tacklet den del af samarbejdet, der ikke fungerer. Det kan skyldes dårlige resultater såvel som kemien mellem dig og konsulenten.

En løsning her kan dog ret simpelt være, at du taler med bureauet om udskiftning af konsulenten på den aktuelle sag – og samtidig beholde de konsulenter, hvor samarbejdet fungerer.

Er der noget, du selv kan gøre for at få mest ud af samarbejdet?

Hvis du sidder som marketingchef, e-commerce manager e.l., er der ingen tvivl om, at din egen indsats spiller en afgørende rolle for, hvilken type bureau der er det bedste match for dig og din virksomhed. Det handler nemlig ikke kun om de opgaver, du skal have løst af bureauerne, men i den grad også om din egen involvering, personlighed og indsigt i online markedsføring.

Hvis du skal indgå et samarbejde med et bredde-bureau, skal du sørge for, at de har de specialistkompetencer, der skal til for at løfte det, du skal have udført. Det kan være lettere sagt end gjort, så jo mere indsigt, du selv har i marketing, desto nemmere vil det være for dig at vælge det rigtige bureau. En form for selvuddannelse er derfor altid anbefalelsesværdigt. 

Vælger du et bredde-bureau er en fordel som sagt, at bureauet kan se, hvis der er potentiale på en anden marketingkanal. Men jeg vil råde dig til at være opmærksom på, om det er for, at bredde-bureauet skal tjene flere penge, eller for at du skal tjene flere penge.

Hvis du har et mindre budget og samarbejder med en full-service konsulentvirksomhed, vil jeg anbefale dig at udfordre dem på, om der bliver lavet det, der skal til for, at du får opfyldt dine mål og skabt vækst.

Det kan du f.eks. gøre ved at stille disse spørgsmål: 

  • Hvis du har hyret bureauet til både at varetage SEO og Google Ads, bliver rådighedsbudgettet og arbejdstiderne så løbende fordelt optimalt mellem de to?
  • Bliver der lavet det SEO-indhold, der skal til?
  • Bliver der skrevet de artikler, der skal til? 

Det er vores erfaring, at det kan være en udfordring ved nogle full-service bureauer, fordi de nogle gange undervurderer, hvor meget arbejdstid eksempelvis SEO kræver. Så tjek løbende, om der bliver lavet det, du betaler for.

Vælger du et niche-bureau, er det op til dig selv at spotte, hvor der er potentiale eller mangler noget –  og så få skabt synergi. Det er der nogle, der er rigtig dygtige til. De får energi af at lave denne form for koordinering mellem forskellige mennesker og mellem forskellige bureauer. Denne type personer kan få sindssygt meget ud af et samarbejde med niche-bureauer.

Er du derimod ikke typen, der finder energi i at tale med og inddrage så mange mennesker, er du mere ovre i et bredde-bureau. Her har du single-point-of-contact, hvor du er i dialog med én person eller et samlet team frem for flere personer fra forskellige bureauer. 

Uanset hvilken type bureau, du vælger, skal du gøre dig selv den tjeneste at inddrage dit bureau i den overordnede marketingstrategi, så alle ved, hvor de skal løbe hen. Det kan på sin vis være fint nok ikke at gøre det, hvis der bare skal løses opgaver. Men vi ligger jo også inde med specialistviden på de enkelte områder, som gør, at vi kan byde ind med noget konkret. Så hvorfor ikke udnytte det?

Total forvirring eller afklaret?

Jeg håber, du blev lidt klogere på, hvad der er af fordele og ulemper ved de to forskellige typer af bureauer. Der er ikke en one-size-fits-all. 

Du skal finde ud af, hvad der passer bedst til dig og din virksomhed, hvordan du vil sætte retningen for samarbejdet – og være tydelig omkring det. 

Hvis du stadig ikke er afklaret med hvilken form for bureau, du vil indgå samarbejde med, er du velkommen til at tage fat i os. Vi sidder altid klar til at hjælpe og guide dig. 

Kontakt os her.

Fandt du artiklen interessant?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få flere digital marketing-tips i din indbakke

Relateret Indlæg:

Leadinfo

Skjoldby & Co © 2013-2024 - Vi skaber nye kunder til B2B virksomheder med digital marketing
Salgs- og leveringsbetingelser - Cookie- og privatlivspolitik - Cookie samtykke