Google Ads kundeformular


Google bygger videre på deres udvalg af udvidelser, og et af de nyeste skud på stammen er deres kundeformular – også kaldet Lead Form udvidelsen. Hvis du har en lead-dreven forretning, er dette en udvidelse til din Google annoncering, som er værd at teste. Den kan også bruges, hvis din webshop har et nyhedsbrev, som du gerne vil høste flere tilmeldinger til. Hos Skjoldby & Co er vi i gang med at teste udvidelsen for en håndfuld af vores kunder for at udvide deres kontaktpunkter endnu mere.

Vi vil i denne blogpost forklare lidt mere i dybden omkring udvidelsen, og hvad der skal til for, at du kan bruge den i din Google Ads annoncering.

Hvad er Google Ads kundeformular?

En Lead Form Extension, eller Lead Form Udvidelse, er en kontaktformular, der kan udfyldes allerede ude i søgeresultatet. Disse formularer kan indtil videre kun vises på mobiler og tablets. Denne formular minder meget om Lead annoncer på Facebook eller LinkedIn, hvor dele af formularen allerede kan være udfyldt, når brugeren klikker på udvidelsen. Den er derfor rigtig god til potentielle kunder, som måske ikke selv har tid til at tage kontakt med det samme, men som alligevel ønsker at gå videre med lige præcis dit firma i forbindelse med det produkt eller den service, de har søgt efter.

Hvordan ser den ud?

Vi har et eksempel fra en af vores kunder, hvor vi pt. tester Lead Ads udvidelsen. Vi har fjernet kundens navn fra annoncerne, hvorfor der er “huller” i eksemplet nedenunder.

Udvidelsen i søgeresultaterne

Åbnet udvidelse efter klik

Her har vi et eksempel, som viser, hvordan det ser ud, efter man har klikket på udvidelsen ude i annoncen. Som man kan se, har den auto-udfyldt en god del af de informationer, der er bedt om, og der er også yderligere spørgsmål under det første spørgsmål med dropdown menu.

Vi har forsøgt at lave vores udvidelse så relevant, nem og kort som mulig for brugeren. Der er ingen grund til at overfylde kontaktformularen med unødvendige informationer.

Hvad kan udvidelsen bruges til?

Lead udvidelsen fungerer som alle andre former for kontaktformularer. En bruger indtaster deres information med et ønske om at blive kontaktet, f.eks. omkring den service de har søgt efter, et specifikt produkt eller et uforpligtende tilbud. De kan også udfylde den med et ønske om at modtage noget i retur, f.eks. et whitepaper, der er relateret til de søgninger, brugeren har lavet, eller for at blive abonnent på dit nyhedsbrev.

Derved er lead udvidelsen lige så fleksibel og brugbar som de kontaktformularer, man har på sin hjemmeside, og den matcher de muligheder, der er for lead generering på bl.a. Facebook og LinkedIn. 

Derudover får udvidelsen din annonce til at fylde mere i søgeresultaterne. Jo mere plads, du indtager med dine annoncer, jo bedre. 

Hvad skal du bruge?

Som ved alle kontaktformularer på andre platforme end ens egen hjemmeside er der nogle specifikke krav, der skal opfyldes. En Lead Form udvidelse kræver følgende elementer:

  • Overskrift på maks. 30 tegn
  • Virksomhedsnavn på maks. 25 tegn
  • Beskrivelse på maks. 200 tegn
  • Udvælgelse af de spørgsmål, der skal vises i formularen. Du må maks. vælge 10. Du kan bl.a. vælge imellem: 
    • For- og efternavn eller fulde navn
    • By
    • Postnummer
    • Telefonnummer
    • Mail
    • Virksomhedsnavn
    • Arbejdsmail og -telefonnummer
  • Web-adresse for privatlivspolitik
  • Baggrundsbillede i 1,91:1 format
  • Afsluttende besked i form af en overskrift på maks. 30 tegn og en beskrivelse på maks. 200 tegn.
  • CTA med dertilhørende beskrivelse på maks. 30 tegn. Du kan bl.a. vælge i mellem:
    • Abonner
    • Anmod om demo
    • Download
    • Hent tilbud
    • Kontakt os
    • Mere info
    • Tilmeld dig.

Derudover kan du vælge yderligere spørgsmål, som f.eks. “Hvilket produkt er du interesseret i”, eller “Hvornår vil du gerne kontaktes?”. Disse kan hjælpe, hvis du f.eks. har flere produkter eller services, du tilbyder, eller hvis du gerne vil sikre, at dit lead bliver videresendt til den korrekte afdeling. 

Derudover har Google en række krav, blandt andet at man har en god historik ift. overholdelse af politikker samt et minimum samlet forbrug. Du kan læse alle kravene her.

Husk dine webhooks

Alle leads, der kommer ind gennem formularen, kan blive downloadet manuelt af os som konsulenter på kontoen og herefter sendt til vores kunde, men det er uden tvivl bedre for både os og dem, at der bliver opsat en webhook for at hente disse leads.

Vi har brugt Zapier som vores webhook, hvor vi sender hvert lead direkte via e-mail til vores kunde, hver gang der kommer et nyt lead ind. Zapier har allerede en Google Lead Form integration, så du kan opsætte lige det flow, der er behov for – f.eks. besked i Slack, eller at de nye leads bliver indskudt til et dedikeret Google Sheets dokument.

Brug udvidelsen – hvis du kan

Denne udvidelse er stadig i beta versionen, og den er derfor ikke tilgængelig for alle. Det er dog bestemt en anbefaling fra vores side, at du forsøger dig med udvidelsen, hvis du har adgang til den. Den kan som nævnt blive brugt af alle typer virksomheder og kan tilpasses præcis, hvad du tilbyder. Som vi nævner, er den især god at bruge for lead-fokuserede kunder, men e-commerce kunder, der f.eks. har nyhedsbreve, vil også være oplagte kandidater til denne udvidelse.

Har du spørgsmål til udvidelsen, opsætningen, eller hvordan du får opsat den korrekte webhook, så kontakt en af os fra Skjoldby & Cos SEM team – vi hjælper dig gerne videre.

Fandt du artiklen interessant?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få flere digital marketing-tips i din indbakke

Relateret Indlæg:

Leadinfo

Skjoldby & Co © 2013-2024 - Vi skaber nye kunder til B2B virksomheder med digital marketing
Salgs- og leveringsbetingelser - Cookie- og privatlivspolitik - Cookie samtykke