Hvad er duplicate content og hvordan påvirker det din SEO?


Direkte oversat betyder duplicate content: Duplikeret indhold eller dobbelt indhold. Rent teknisk betyder det, at der ligger ensartet indhold på flere URL’er på nettet. Det kan både være internt på dit website eller på forskellige websites (domæner og subdomæner).

Duplicate content eller duplikeret indhold er sider som er ens eller meget ensartede.

Google opfatter som udgangspunkt hver eneste URL som en selvstændig side på nettet. Hvis disse sider er ens eller meget ensartet, så betegner man det som duplicate content, og du skal tage forholdsregler for at Google og andre søgemaskiner, ikke får problemer med at læse og forstå dit website.

Hvornår opstår der duplicate content hjemmeside?

Intern duplicate content

Duplicate content kan skyldes, at du bevidst eller ubevidst genbruger dine tekster på tværs af sider. Det kan for eksempel være, kategoritekster, produkttekster eller de hjemmesidetekster, som beskriver din virksomhed og dine serviceydelser.

Det er et kæmpe arbejde at gøre den slags tekster unikke, og samtidig gøre dem interessante. Har du begrænset tid, så kan du outsource det til dit SEO bureau eller et kommunikationsbureau.

Fordelen ved at vælge et SEO-bureauet er, at teksterne bliver skrevet ud fra, hvad folk søger efter. Ulempen kan være, hvis ikke tekstforfatteren ved dit SEO bureau er dygtig nok, er at teksten bliver alt lige fra uinspirerende og kedelig, til en sludder for en sladder. Det skal du selvfølgelig undgå.

Når du skal prioritere dine tekster, så start med de vigtigeste produkter og ydelser. Det kan være tekster til de sider, der potentielt giver dig flest besøg, teksterne på de produkter eller ydelser, der sælger bedst eller noget helt tredje.

Bare husk: Rom blev ikke bygget på en dag. 

Intern duplicate content kan også skyldes tekniske fejl i det system, du bruger. Nogle af disse problematikker beskriver jeg senere i artiklen.

Ekstern duplicate content

Derudover kan der også opstå duplicate content på tværs af forskellige hjemmesider, f.eks. hvis du udgiver dit indhold på andre sider end din egen. Ekstern duplicate content vil jeg kalde det.

En klassiker er, at udgive blogindlægget både på egen blog samt på eksterne blogplatforme som f.eks. LinkedIn eller Medium. Dette er ikke ensbetydende med, det giver dig problemer.

Ekstern duplicate content kan også opstå ved, at du bruger produkttekster fra din leverandør, som dine konkurrenter også har brugt. Eller hvis dine produkttekster også indgår i et produktfeed, som f.eks. affiliates benytter sig af. Dette kan godt blive problemer, fordi det samme indhold, kan blive syndikeret ud på mange forskellige sider.

Endelig er der også den helt grumme, som desværre et velkendt problem, at andre kopierer din hjemmesides indhold. Gør de det uden at spørge om lov, er det ulovligt, og du er i din ret til at kræve erstatning for brud på ophavsretsloven.

Har du mistanke om at det sker, så prøv en service som WhoCopied.me. Når du har lagt denne service på din side, får du besked, hvis nogen kopierer din tekst.

Er duplicate content stadig et problem for søgemaskinerne i 2020?

Søgemaskinerne ikke har lige så store problemer med duplicate content, som de havde for 3-4 år siden.

Med mindre der er noget teknisk galt på dit website, som kan rettes på tværs af websitet, er duplicate content sjældent en top prioritet blandt mine SEO-anbefalinger.

Men som vi siger i SEO-branchen: It depends….

Så lad os kigge på, hvad det egentlig er for nogle problemer, der kan være med duplicate content.

Hvorfor kan duplicate content være problematisk?

Helt overordnet set, kan duplicate content give dig problemer med at opnå de rangering og placeringer, du stræber efter.

Går vi et spadestik dybere er de typiske problematikker:

  • Fejlagtig opfattelse af originalteksten
  • Ingen eller minimal differentiering
  • Opfattelse af indholdsspam
  • Uhensigtsmæssig fordeling af PageRank
  • Opfattelse af spam

Dem har jeg hver uddybet herunder.

Fejlagtig opfattelse af originalteksten

Google vil gerne give brugerne gode unikke resultater, men når det samme indhold er duplikeret på tværs af forskellige hjemmesider, kan Google ikke altid se, hvad der er det originale, og hvad der ikke er, hvad der er mest relevant eller hvad der er vigtigst.

Den “uoriginale” udgivelse kan faktisk godt komme til at rangere højere, end den originale udgivelse. Det er en af årsagerne til, at du skal være varsom med at udgive dit indhold på flere forskellige hjemmesider.

Ingen eller minimal differentiering

Nogle produkter er meget ens, hvor det kun er få variabler som størrelse/farve, pris og varenummer, der er forskellige.

Men er teksten ens, er det duplicate content.

Og det kan være et problem, fordi Google kan have svært ved at “vælge” hvad, der skal ligge på hvilken søgning.

Men er det vil være individuelt, om det nu også et problem. Problemet er måske snarere at styre søgeordsmålretning end et duplicate content problem.

For det er efterhånden sjældent, at du kan få mere end én placering på samme søgeord, med mindre søgningen er meget specifik eller og long tail. Men kan du få én top placering på søgningen, er det måske ligegyldigt, hvilken URL Google vælger at rangere.

Når det er sagt, er der også masser af eksempler, hvor det ikke er et problem. Se f.eks. denne søgning, hvor Stark rangerer nr. 2 og 3 på et søm, hvor den eneste forskel er længden, varenummeret og prisen:

Duplicate content eksempel

Beskrivelsen af sømmet på de to URL’er er præcis den samme, og er i øvrigt ikke længere end 30 ord. Så lad os lige mane myten om, at produkttekster skal være 200-400 ord, til jorden med det samme. 

Opfattelse af indholdsspam

Hvis det samme indhold går igen og igen og igen på dit website, kan det i værste fald blive opfattet som spam, som ikke skaber værdi for Googles brugere.

Som sagt tidligere:

Google vil levere unikke og værdiskabende resultater, og dermed også unikt og værdiskabende indhold til deres brugere.

Nogle websites benytter sig af autogeneret indhold eller spinnertekster, til at skabe hundred- eller måske tusindvis af sider.

Autogeneret indhold har risiko for at være baseret på enkelte tekstskabeloner, kommer til at se meget ens ud, hvis man holder siderne op i mod hinanden.

Når siderne er så ens, kan de i værste fald blive opfattet som værdiløse og som indholdsspam af Google.

Samtidig kan det være en hårfin balance, hvad der skaber værdi og hvad der ikke skaber værdi. Og som sådan også subjektivt. 

En side som lasso.dk, der autogenerer indhold om virksomhedsændringer baseret på offentlige indbretninger til Erhvervs- og Selskabstyrelsen, skaber faktisk en stor værdi.

De leverer indholdet på en unik, overskuelig og værdifuld måde, og det er derfor, de kan have nogle relativt gode placeringer, i søgemaskinerne.

Duplicate content på en god måde

Prøv f.eks. at søg efter dit virksomhedsnavn og se om ikke lasso.dk ligger inden for de første 10-20 placeringer.

Laver du autogenereret indhold eller spinner tekster er der en større risiko, end hvis det f.eks. er en håndfuld produkter der har samme produkttekst. Så hvis du gør brug af disse metoder, så sørg for at indholdet stadig har en høj værdi for brugeren.

Uhensigtsmæssig fordeling af PageRank

PageRank er stadig en vigtig del af Googles algoritme. En forsimplet måde at forklare den på er at forestille dig, at din sides PageRank er en liter juice.

Linkjuice og PageRank

Hver URL på dit website, skal nu deles om juicen. Den flyder langs de links, der er fra URL til URL. Jo flere URLs du har, des mere går til spilde (forsimplet set).

På en webshop, der har filtre og sorteringsfunktioner, vil der kunne opstå en masse URL-kombinationer, som egentlig bare viser det samme indhold.

Hvis disse skal deles om juicen, vil den originale (kanoniske) URL, få mindre juice end egentlig er berettiget til. Derfor bruger man et rel=canonical link til at konsolidere jucien (PageRank’en) til én original URL.

Denne problematik er ren og skær teknik, og har ikke noget at gøre med, at du kopierer eller genbruger dit indhold på tværs af flere sider.

Kan jeg blive straffet for duplicate content?

Som udgangspunkt nej … men det afhænger også af den enkelte situation.

Når jeg skriver “som udgangspunkt nej” mener jeg, at Google som sådan ikke straffer dig.  De kan få problemer, som beskrevet i det foregående afsnit, men der er stor forskel mellem disse to ting:

En straf kan hænge på dit website længe og skal ophæves før du ser en forbedring.
Et problem kan du løse, og mærke effekten af så snart det er læst.

Når du har duplicate content på dit website, kan Google som sagt have svært ved at tolke indholdets vigtighed, og det kan give dig problemer med at rangere på det, fordi de ikke kan se, om det er vigtigt.

Er der andre, der har udgivet det samme indhold som dig og bliver de af Google opfattet som mere autoritære, kan de komme til at rangere højere end dig.

Har du f.eks. landingssider, som målretter dine ydelser i forskellige byer, og ændrer du kun bynavnet i teksterne, kan det af Google blive opfatte det som doorway pages – som er indholdsspam. Det fortæller John Mueller fra Google om i dette podcast.

Og doorway pages og opfattet indholdsspam, kan godt resultere i en straf.

I praksis og i mindre skala har jeg set masser af gode eksempler på, at denne taktik fungerer ganske fint, og ud fra en lean marketing filosofi, giver denne metode også god mening:

Har du f.eks. 10-20 af den slags sider, og har du begrænset tid og ressourcer, så vil jeg anbefale dig at starte med at bruge samme tekst og kun ændre bynavnet. Efter en måneds tid eller to, kan du begynde at optimere, ændre og udbygge indholdet på de bedst performende sider.

Har du 100-1000-vis af den slags sider, ville jeg starte med at lave en række forskellige tekstskabeloner, og så ændre variablerne (f.eks. bynavnet) på hver landingsside, og så herefter arbejde på at gøre dem mere unikke.

Med denne tilgang får du indekseret dine sider, som kommer ud og leve på nettet. I mens får noget data ind, som du efterfølgende kan bruge til at tage beslutninger ud fra. Det er et langt bedre udgangspunkt, og det giver dig langt mere fart, end hvis du starter med med at skrive helt unikt indhold.

Du må bare ikke glemme, at indholdet skal gøres mere unikt på sigt, f.eks. med lokale cases eller udtalelser fra kunder i den pågældende by.

Må jeg genbruge afsnit og kortere beskrivelser på tværs af mit website?

Ja. Det er der som udgangspunkt ingen problemer med. Det kunne være afsnit som:

  • Testimonials og mindre case-stories
  • Call to actions og formularer
  • Beskrivelse af medarbejdere
  • Unique Selling Propositions, tag lines og pay offs
  • Arbejdsmetoder og processer
  • Osv.

Men sørg samtidig for, at indholdet før, efter og omkring disse afsnit er unikt.

Hvilke tekniske problemer kan give duplicate content?

Lad mig vise dig nogle typiske eksempler på intern dublicate content:

Www og ikke-www

Langt de fleste hjemmesider kan kaldes både med og uden www, men hvis ikke du tager dine forholdsregler for det, så vil det resultere i duplicate content.

Eksempel på løsningen:

Hvis ikke vi havde taget højde for duplicate content ville skjoldby.com og www.skjoldby.com vise den samme side. Hvis du prøver at gå ind på skjoldby.com vil du se at adressen redirecter til www.skjoldby.com. Og hvis du tjekker lidt dybere, vil du se det er en 301-redirect.

http og https

Langt de fleste hjemmesider kører på https, men de kan også kaldes med http. Problemet og løsningen her kan sammenlignes med www og ikke-www.

Du skal sørge for at 301-redirecte dine http-URLs til https.

Eksempel på løsningen:

Vi 301-redirecter http://www.skjoldby.com/ til https://www.skjoldby.com/ – og det samme gør vi selvfølgelig med alle underliggende URLs.

Produktlister med sortering

Rigtig mange webshops har under deres kategorier nogle produktlister, hvor du har mulighed for at sortere efter varens navn, pris, farve, brand, størrelse eller mange andre ting. Disse filtre er typiske steder, hvor der kan opstå duplicate content, som kan være meget problematiske for søgemaskinerne.

Eksempel på problemet:

Du sælger sko og har en kategori hvor alle dine sneakers listes under. Den findes på URL’en desejesko.dk/sneakers/. Som standard listes de alfabetisk fra A-Z.

Brugeren vælger så at liste dem omvendt fra Z-A, og så skifter URL’en til: desejesko.dk/sneakers/?Sorting=Alfa&Direction=DESC

Og brugeren kan også vælge at sortere efter pris hvor URL’en ændres til desejesko.dk/sneakers/?Sorting=Price&Direction=ASC og vil han have den faldende ændres URL’en til  desejesko.dk/sneakers/?Sorting=Price&Direction=DESC

Her har vi altså tre forskellige URL’er med samme indhold, blot i en anden rækkefølge. Det er duplicate content.

Problematikken gælder også andre steder hvor der indsættes et parameter i query’en, eksempelvis ?SESSIONID.

Denne form for duplicate content kan virkelig give søgemaskinerne hovedpine, fordi de skal crawle en masse forskellige URLS, det kan også gå ud over dit crawl budget og den tidligere omtalte PageRank fordeling.

Der er ikke en one-size-fits-all anbefaling her, men det kan ofte løses gennem rel=canonical links, ved at bruge regler i robots.txt eller ved at bruge robots=noindex.

Artikellister ud fra kategorier, tags, forfattere eller dato

Skriver du blogindlæg, er du sikkert bekendt med kategorier og tags.

Kategorier bruges ofte som et overordnet emne for artiklerne, eksempelvis ligger denne artikel under SEO, mens vi også har artikler under PPC og Analytics.

Tags bruges ofte som en form for søgeord. Vi bruger dem ikke her på bloggen, men de kan godt give mening for nogen.

Eksempel på problemet:

Forestil dig jeg har lagt de samme artikler ind under flere kategorier her på bloggen. Når du så klikker på disse kategorilister, vises samme indhold på hver liste.

Problemet er præcis det samme med tags, forfatter- og datoarkiver.

Eksempler på løsningen:

Den hurtige løsning er at bruge robots noindex på disse lister. En anden løsning, som kan fungere rigtig fint er, at lave disse lister om til en slags landingssider eller emneuniverser, f.eks. ved at lægge noget unikt indhold rundt omkring artikeluddragene, fuldstændig som man gør med en kategoriside på en webshop.

Printvenlige sider

Hvis du ser en print eller udskriftsknap på en ældre hjemmeside, åbner denne typisk i et nyt vindue med en ny URL. Den printvenlige side er en tro kopi af originalen, måske blot uden menu, sidebar og footer. Dette genererer duplicate content.

På nyere hjemmesider styrer man eventuelle printvenlige sider via stylesheetet.

Eksempler på løsningen:

Der skal blot sættes robots noindex på den printvenlige URL.

Betragtes oversættelser som duplicate content?

Hvis du oversætter dit website fra dansk til engelsk, så er der tale om to forskellige tekster og dette er selvfølgelig ikke duplicate content.

Heller ikke hvis du laver en komplet en-til-en og ord-for-ord oversættelse eller bruger Google Translate.

Men har du f.eks. et .com domæne til de amerikanske brugere, et .co.uk til de engelske og et .com.au til de australske brugere, og er teksten på websitesne ellers ens, så er der tale om duplicate content. I og med du splitter det op på de respektive landes domæneendelser (ccTLD), bør du ikke få problemer. Men for at være på den sikre side, kan du bruge hreflang links på tværs af siderne.

Har du sprogopdelingen på samme domæne, f.eks. .com/uk/ og .com/us/ og .com/au/ så er det meget vigtigt, at du bruger hreflinks, ellers vil du få duplicate content problemer.

Læs meget mere om international SEO og hreflang link her

 

Kan billeder generere duplicate content?

Nej. Du må gerne bruger de samme billeder på tværs af dit website eller på forskellige websites. Det betragtes det ikke som duplicate content. Duplicate content er alene et tekst problem.

TLDR;

Duplicate content er ikke et lige så stort problem, som det har været tidligere. Det kan også være omkostningstungt, når du skal skrive unikke tekster til tusindevis af produkter. Udgiv hellere produkter med duplicate content, end ikke at udgive eller udgive uden indhold. Test det af om det overhovedet giver dig problemer, og så udbyg de tekster/produkter, som ikke får de ønskede placeringer.

Fandt du artiklen interessant?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få flere digital marketing-tips i din indbakke

Relateret Indlæg:

SEO

SEO trends 2022

Hvad skal vores SEO-fokus være i 2022? Det har vi hos Skjoldby & Co forsøgt at forudsige, og det vil vi gerne dele med dig her. Vi kommer lidt ind på, hvad der skete i 2021 - og hvordan disse... Bliv mere inspireret

Leadinfo

Skjoldby & Co © 2013-2024 - Vi skaber nye kunder til B2B virksomheder med digital marketing
Salgs- og leveringsbetingelser - Cookie- og privatlivspolitik - Cookie samtykke