Hvad er SEO: En grundig guide til søgemaskineoptimering

Hvis du er endt på denne side, er det sikkert, fordi du er stødt på ordet SEO eller søgemaskineoptimering før. Men måske er du endnu ikke helt klar over, hvad det egentlig vil sige? Eller måske vil du bare blive klogere på feltet?

Uanset hvad kan du få hjælp i denne artikel, hvor jeg vil give dig en forklaring på, hvad SEO egentlig er. Jeg vil også give dig tips og tricks til, hvordan du selv kan arbejde med SEO og søgemaskineoptimering.

Hvis du vil have hjælp til SEO, så klik her >

Ellers lad os starte med at kigge på betegnelsen SEO:

Hvad er SEO?

Hvad er SEO?

SEO er en forkortelse for Search Engine Optimization, som betyder søgemaskineoptimering på dansk, og det beskriver egentlig arbejdet meget godt. Søgemaskineoptimering er nemlig, som navnet antyder, det arbejde, der ligger i at optimere en hjemmeside ud fra de faktorer, som søgemaskinerne kigger på, når de skal rangere hjemmesider.

At arbejde med SEO handler overordnet om at gøre din side relevant i forhold til brugerens søgning og i samme omgang gøre din side bedre end dine konkurrenters, så du får bedre placeringer end dem.

Hvorfor hedder det SEO?

SEO er som sagt forkortelsen for den engelske betegnelse. På engelsk udtaler man det faktisk S.E.O, mens man på dansk udtaler det i ét ord. Derfor er der også mange, der (fejlagtigt) skriver CEO, som jo betyder Chief Executive Officer, og det er trods alt noget helt andet.

Når det kommer til SEO, fristes jeg til at sige, at kært barn har mange navne – det er nemlig heller ikke ualmindeligt, at jeg støder på begreberne søgeordsoptimering, søgeoptimering, Google-optimering eller for den sags skyld SEO-optimering. Her må den sidste vel næsten siges at være den ekstra optimerede af slagsen – i hvert fald hvis vi skal tage ordets betydning bogstaveligt.

Endelig har vi også en fagterm, der hedder organisk søgemaskineoptimering. Man kalder det organisk, fordi resultaterne er ”naturlige” modsat de betalte Google Ads resultater.

Hvordan laver jeg søgemaskineoptimering?

SEO er ikke noget, du kan bare kan lave én gang, lægge det på din hjemmeside og så er du færdig. Du skal nærmere tænke SEO som en proces. SEO består af flere forskellige arbejdsområder og fagområder, og det er netop derfor, at det for mange kan virkelig kompliceret.

Lad mig give dig en kort introduktion til de tre hovedelementer i SEO:

1. Den tekniske del: De fleste virksomheder beskæftiger sig ikke med denne del. De har som regel købt en hjemmeside, hvor teknikken spiller langt hen ad vejen. Webdesignere og webudviklere har ofte særligt fokus på det visuelle og funktionelle aspekt, når de designer en hjemmeside – og det er ikke nødvendigvis dét, der fungerer særlig godt i søgemaskinerne. Det resulterer i, at teknikken bliver et problem, der skal optimeres på.

2. Den indholdsmæssige del: Denne del er for de fleste noget nemmere at forstå: Du skal skrive godt indhold på din hjemmeside. Men det er ofte lettere sagt end gjort. Det bliver nemlig særligt tricky, når kommunikationen skal skabes ud fra brugernes forskellige søgetyper, søgefraser og søgeintentioner.

3. Den autoritære del: Google vil gerne give gode anbefalinger til brugerne. Det betyder, at Google favoriserer de sider, som har det bedste indhold og den højeste autoritet – og du vil gerne være Googles favorit, for så ender du øverst i søgeresultaterne. Autoriteten opnås blandt andet ved, at andre websites linker til dit. Det arbejde kaldes linkbuilding og kan være en omfattende proces.

Når du arbejder med søgemaskineoptimering, bør du starte med den tekniske del. Det er vigtigt at du får platformen og hjemmesiden til at spille først, ellers er alt andet ligegyldigt. Den indholdsmæssige del og den autoritære del er ofte et løbende arbejde, hvor du tester, producerer og optimerer dit indhold og skaber ekstern autoritet og troværdighed.

Det forklarer jeg mere om i videoen herunder: 

Men Indhold og autoriet kan som sådan også være to sider af sammen sag. Når du for eksempel arbejder med topic clusters og indholdsuniverser, bygger du både indhold og skaber autoritet inden for de emner, du bygger indhold omkring.

Der findes en lang række parametre, der tilsammen udgør søgemaskineoptimering. Arbejdsopgaverne kan, lidt forenklet, deles op således:

Analyser og strategi

SEO-analyse

Her gennemgår du websitet for at finde ud af, hvad der skal optimeres. Der findes en række forskellige SEO-analyser, f.eks. en teknisk analyse, indholdsanalyse og E-A-T analyse.

Linkanalyser

Denne kan baseres på dit eget website, hvor du kigger på hvilken type af links, der linker til dig. Det kan være, at det er skadelige links, som linker til dig, og så skal der ryddes op i disse. En linkanalyse kan også vise, om det er de rigtige links, du har, eller du har brug for flere links. Det gør man typisk ved også at lave linkanalyser på konkurrenternes websites.

Søgeordsanalyse

I denne proces finder du de søgeord, som dine kunder søger på, og som kan være med til at skabe salg – enten direkte eller som led i din online salgstragt.

SEO-strategi

Her binder du alle analyserne sammen og får defineret den store plan. Du beskriver måske dit udgangspunkt, og hvor du er i markedet i forhold til dine konkurrenter. Du beskriver dine mål for dit SEO-arbejde, og du beskriver, hvor i søgemaskinerne du skal være synlig. I strategien vil du typisk også beskrive, hvilke SEO-taktikker du vil benytte.

Eksekvering og løbende søgemaskineoptimering

Webtekster og tekstforfatning

Du bliver ikke fundet uden dit indhold handler om det, dine potentielle kunder søger efter. Derfor er en stor del af SEO-arbejdet at arbejde med tekstforfatning og indholdsproduktion. Nogle vil kalde det SEO-tekster, men dette begreb har desværre fået et dårligt ry. Mange opfatter SEO-tekst som ligegyldig og formålsløs tekst. Det du i virkeligheden har brug for er en datadrevet tekstforfatter. Datadrevet fordi teksteforfatteren skal bruge data til at finde søgeord og og løbende optimere. 

Local SEO

Denne del er særlig vigtig for lokale håndværkere, behandlere, restauranter og liberale erhverv, hvor ens potentielle kunder typisk vil vælge lokale leverandører. Her skal du f.eks. arbejde med profiler i Google My Business og lokale landingssider. Du skal også sikre dig, at din adresse er tydeligt markeret.

Teknisk SEO

I teknisk SEO arbejder du med at få domænerstrategi, HTML, JavaScript-frameworks og serverteknik til at spille, så søgemaskinerne bedst muligt kan indeksere websitet. Du skal sikre dig, at der ikke er automatiseret indhold, der skaber duplicate content, og så skal du være opmærksom på sikkerhedsproblemer og hastighedsudfordringer.

Teknisk SEO kan også være at sikre optimal mobil indeksering. Mobile First Indexing har været vigtigt siden 2019, og det betyder, at Google baserer deres indeks på, hvad der er på din side, når man indlæser den fra en mobiltelefon. Vær opmærksom på, at et mobilvenligt website ikke nødvendigvis er optimeret til Mobile First Index, og det er hér, det bliver teknisk.

Onpage SEO

Denne del handler om at optimere de elementer på siden, som Google vægter højt i rangeringen. Der er ca. 200 faktorer, og det er kun Google selv, som kender alle 200. Grundet solid erfaring ved vi dog, at optimering af sidetitler, metabeskrivelser og tekstindhold på sitet er noget, som Google vægter højt. I mange tilfælde er det noget, som virksomheden selv kan stå for at lave.

Linkbuilding

Når man laver linkbuilding, forsøger man at få andre hjemmesider til at linke til ens egen hjemmeside. I Googles øjne fungerer et link som en slags anbefaling af dit website og din virksomhed. Så jo bedre (og ikke nødvendigvis jo flere) anbefalinger, des højere vil Google rangere din hjemmeside. Du kan f.eks. få links via samarbejder med kunder, leverandører eller sponsorater. Du kan også bruge digital PR, hvor du gennem gode historier eller interessant indhold får omtaler på andre websites. Der er også mere lyssky former for linkbuilding, hvor man bruger Private Blog Networks (PBNs), men det vil jeg på det kraftigste advare imod. Linkbuilding er en stor del af det løbende arbejde, og det kan være en hård nød at knække for mange virksomheder. Derfor vælger de ofte at outsource denne del til et SEO bureau.

Rapportering af søgemaskineoptimering

Effektmåling

Her måler du på de ting, du optimerer. Det er dine placeringer i Google og din trafik fra Google. Du kigger på, om trafikken giver salg, henvendelser, tilmeldinger eller andet, som du måtte ønske med trafikken.

Overvågning

Med de rette værktøjer kan du overvåge dit website for løbende fejl. Du kan f.eks. bruge SEMRush og Google Search Console til denne proces. 

Under hvert område og opgave er der mange flere ting, du skal være opmærksom på. Vi har blot listet en del af dem her.

På nedenstående billede har SearchEngineLand illustreret de vigtigeste faktorer via et periodisk system:

SEO periodisk system

Hvad du skal starte med, og hvor meget du skal arbejde med, afhænger af din konkrete situation. Når vi arbejder med SEO, forsøger vi at finde det område, hvor vi kan skabe den største forandring først. Det er det, vi kalder biggest gain first.

Laver mit webbureau ikke SEO?

Langt de fleste webbureauer leverer ofte kun udviklingen og designet af websitet. De har som oftest deres fokus på at lave noget, der er pænt og iøjnefaldende, og som har de funktioner, der er vigtige for dig. Har du valgt et godt webbureau, har de også tænkt konvertering – altså dit salg – ind i designet.

Og med fare for at skære for mange over én kam, er min erfaring, at der ikke er mange webbureauer, der har Googles retningslinjer for webmastere og har sat sig ind i, hvad SEO er, eller hvordan den løbende proces bedst muligt implementeres. De får ikke helt tænkt ind i hjemmesideprojektet, at siden skal findes på søgemaskinerne. Eller måske er den teknologi, man gerne vil benytte, ikke optimal i forhold til søgemaskinerne, hvilket resulterer i ekstra arbejde.

Arbejdet med SEO kræver også en grundig snak om indhold og i mange tilfælde også en snak om, hvordan websitets struktur kan understøtte søgeordsanalysen. Det er et andet arbejde end det, der ligger i at designe og udvikle en hjemmeside. Derfor mener jeg heller ikke, at det er webbureauets opgave et kunne tilbyde søgemaskineoptimering – udover helt basale ting som at benytte et SEO venligt CMS.

Hvor hurtigt virker søgemaskineoptimering?

Det er et rigtig godt spørgsmål, som vi ofte får stillet. Og som jeg desværre ikke kan give dig et svar på. Det handler nemlig i høj grad om, hvad dit udgangspunkt er.

Du skal huske på, at på nuværende tidspunkt ligger der allerede 10 sider på side et. Og der ligger 10 mere på side to. Og 10 mere på side tre…

Og det er dem, du skal slå.

Har du et helt nyt website, kan du ikke forvente, at du kan slå dem med det samme. Der kan sagtens gå et år eller to. Eksempelvis tog det os to år at komme til at ranke højt på ordet ’søgemaskineoptimering’ og endnu længere tid at blive nummer et på ’SEO’ – og det er noget, vi stadig kæmper for at beholde.

Det, der skal vurderes, er blandt andet, om du har bedre indhold end dine konkurrenter. Hvis ikke skal du først lave det og herefter løbende optimere det.

Der skal selvfølgelig også kigges på om din hjemmesideplatform og CMS er søgemaskinevenligt, og hvis ikke, kan platformen og hjemmesiden så tilrettes, så den bliver søgemaskinevenligt, eller er du nødsaget til at skifte til et nyt CMS.

Er der for få eller slet ingen, som linker til dig, skal vi også ud at skaffe links. Forestil dig, at der skal bruges en-to timer per link, der skal skaffes. Har dine konkurrenter 100 links? Ja, så skal der bruges 100-200 timer alene til dette arbejde.

Og sidst, men ikke mindst, er der selve indeksering og rangering af indhold og links. Det kan også tage alt lige fra uger til måneder, før man kan se en effekt af ens arbejde.

Kort fortalt: Der er rigtig mange faktorer, og derfor er det utrolig svært at sætte en tid på. Hvis du indgår et samarbejde med et SEO bureau, vil det være en god idé at tænke samarbejdet ind over en periode på i hvert fald 6-12 måneder. Alt andet vil være for kortsigtet og useriøst, og hvis du vil tænke kortsigtet med din markedsføring, er det ikke SEO, du skal arbejde med. Så skal du måske nærmere overveje at kigge på SEM og Google Ads.

Hvad er SEO ikke?

Jeg synes, det er vigtigt, at du også forstår, hvad SEO ikke er.

#1. SEO er ikke en garanti for topplaceringer

Denne er særligt målrettet dig, som skal til at købe SEO eller lige har købt SEO.

Når du køber SEO, køber du hverken synlighed eller en topplacering i søgemaskinerne. Du køber derimod det arbejde, der skal til for at opnå synligheden og topplaceringerne.

Om du opnår synligheden, er ude af både dine og vores hænder. Det er Google (og de andre søgemaskiner), som bestemmer, hvilken placering du skal have. Det er derfor, vi arbejder med de faktorer, som vi ved, at Google kigger på.

Du kan sammenligne det med at købe et logo. Her vil du gerne opnå en vis effekt med logoet. Det kan være troværdighed, branding eller profilering. Det er måske dét, du køber ind på, men reelt set ikke det, du køber og betaler for. Her køber du arbejdet, der skal skabe det, du vil udtrykke.

Præcis ligesom med SEO.

Hvordan arbejdet så prissættet, kan variere fra leverandør til leverandør.

#2. SEO er ikke salg

Det er ikke SEO i sig selv, der får kunderne til at købe af dig eller til at kontakte dig.

SEO er nemlig ikke salg. SEO er marketing.

Formålet med marketing er selvfølgelig at få din målgruppe til at foretage de handlinger, du gerne vil have dem til. Og her kan SEO som marketingkanal bidrage, men det kan sjældent stå alene.

#3. SEO er ikke statisk

Denne overskrift er måske lidt misvisende, men lad mig forklare:

Har du opnået placering #1 på dit vigtigste søgeord, er denne placering ikke statisk. Et andet website kan godt vippe dig af pinden. Det kan der være flere årsager til.

En søgemaskine som Google optimerer og forfiner sin algoritme over 500 gange om året. De fleste gange er det bitte små ting, som vi ikke ser, men som alligevel kan have indflydelse på det arbejde, du laver og de placeringer, du har opnået.

Det kan også være, at konkurrenten opper sig og optimerer sine sider. Måske bliver de endda endnu bedre end dine. Og det kan have indflydelse på dine placeringer.

Endelig kan det også være, at du laver ændringer på din side eller på hele dit website, hvilket gør, at søgemaskinerne opfatter din side anderledes, og det kan også have indflydelse på dine placeringer.

#4. SEO er ikke at snyde søgemaskinerne

Indrømmet: Denne her kan der være delte meninger om. Min egen holdning er dog rimelig klar:

Når du søger på Google, er det Googles opgave at vise dig de mest relevante resultater i toppen. SEO er ikke at forsøge at snyde Google til at tro, at du er mere relevant end konkurrenterne. SEO handler om at gøre dig mest relevant. Det gør du ved at arbejde seriøst med dit website, dit indhold og dit online image.

En fodnote til dette punkt er, at du godt kan snyde søgemaskinerne, f.eks. ved at bruge black hat metoder, som manipulerer med søgeresultatet. Ifølge mig er denne metode dog uetisk, og det er ikke noget, vi selv arbejder med. Vi gør det kun efter bogen. Det lyder måske som en kliché, men vi sætter en ære i netop det, og det er en af hovedårsagerne til, at vi bliver valgt som SEO bureau for nogle af Danmarks stærkeste brands.

Hvorfor arbejde med søgemaskineoptimering?

Det overordnede formål med SEO er at tiltrække ny trafik til din hjemmeside. Du skal forestille dig, at de potentielle besøgende har et erkendt behov eller problem. Det vil sige, at har du et produkt eller en ydelse, som kunden ikke ved findes, eller ikke ved de har behov for, så skal du fange de besøgende i et tidligere stadie end ved søgning.

I det øjeblik kunderne erkender, at de har et problem og begynder at søge efter løsningen, er vi rigtig højt oppe i salgstragten. Jo mere bevidst søgeren er om problemet, og jo mere han eller hun ved om løsningerne, des længere nede i din salgstragt kan du trække den potentielle kunde ind.

Hvad du gør med den trafik, og hvad du vil have ud af den, kan variere afhængigt af, hvad du arbejder med, og hvordan brugerne har søgt.

Sælger du sko, som er pæne og til konkurrencedygtige priser, vil du kunne få flere salg med SEO uden nødvendigvis at inddrage andre kanaler som Google Ads, Facebook annoncering og e-mail marketing. Jeg vil dog anbefale, at du inddrager disse kanaler, hvis du ønsker vækst.

Sælger du rådgivning eller services, kræver det en del mere tillid, før du kan konvertere de besøgende til kunder. Her vil du have behov for at støtte op om din kundes kunderejse via andre kanaler. Det kan f.eks. være med retargeting, e-mail marketing såvel som webinarer og podcasts.

Hvilke SEO trends skal jeg arbejde med i 2022?

Nogle af de SEO trends, du bør arbejde med i 2022, er:

  • Core Web Vitals
  • Topic Clusters
  • E-A-T
  • Mobile First Indexing
  • JavaScript SEO

Core Web Vitals er et relativt nyt sæt metrics som skal ensarte og simplificere, hvordan man måler brugeroplevelse på en side. Allerede tilbage i 2020 meldte Google ud, at Core Web Vitals ville blive en del af algoritmen i 2021:

Og i juni 2021 begyndte de at rulle opdateringen ud, som blandt andet påvirkede news resultater og top stories:

Vi har endnu ikke set den store indvirken på “traditionelle” søgeresultater uden for topstories, men her hos Skjoldby & Co er vi overbevist om, at det kommer til at ske i 2022 enten gennem en ny page experience update, eller gennem en af Googles core updates, som typisk kommer 3-4 gange i løbet af året.

Topic Clusters er som sådan ikke noget nyt begreb inden for søgemaskineoptimering. Men de sidste par år, har vi virkelig set dem blive en væsentlig faktor for at skabe og vise at man har ekspertise, autoritet og troværdighed inden for sin branche. Og det taler faktisk direkte ind i det begreb, som Google i årevis selv kalder E-A-T (Ekspertise, Autoritet og Troværdighed).

E-A-T er ikke en score du kan opnå. Du skal mere se det som et mål i din indholdsstrategi: At du med dit indhold vil vise ekspertise, autoritet og troværdighed over for dine kunder eller besøgende. Og det kan du gøre on-site gennem topic clusters.

JavaScript SEO ligger i spændfeltet mellem udviklingsbureauet og SEO bureauet. Gennem de seneste 3-4 år er flere og flere websites bliver bygget på JavaScript frameworks. Det er en trend der fortsætter ind i 2022, og her er det vigtigt at alliere sig med en SEO-specialist, som ved, hvordan det skal renderes i forhold til søgemaskinerne. En specialist, som kender fordele og ulemper ved henholdsvis client-side rendering, server-side rendering og pre-rendering.

Der hører selvfølgelig meget mere til arbejdet med SEO, end jeg kan nå at komme igennem på én artikel, men jeg håber alligevel, at jeg har givet dig et godt indblik i, hvad arbejdet med SEO vil sige, og hvordan du selv kan gribe det an.

Hvis der er ord i artiklen, som du er i tvivl om hvad betyder, så besøg vores SEO-leksikon.


Fandt du artiklen interessant?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få flere digital marketing-tips i din indbakke

Skjoldby & Co © 2013-2022 - Vi connecter vores kunder med nye kunder gennem digital marketing
Salgs- og leveringsbetingelser - Cookie- og privatlivspolitik - Cookie samtykke