Set ude fra, ser det måske nemt ud at drive webshop. Men som en hver anden virksomhed, skal du have nogle kompetencer, hvis din webshop skal blive en succes og du skal have nogen som helst chance for at tjene penge på den.
Personligt har jeg undret mig over, hvorfor mange webshop-startups ikke investerer tid og penge i at blive dygtige til den markedsføring, der kan tiltrække nye kunder.
Det virker nogen gange som om, at nogen tror det skal nok komme af sig selv, så længe produktet er godt, prisen er rigtig og servicen er høj.
Jeg har snakket med 5 danske webshop-eksperter, der sidder – og har siddet – i spidsen for nogle af de hurtigst voksne danske webshops.
Jeg stillede dem ét spørgsmål.
Dét her:
Hvordan vil du prioritere produktkendskab, markedsføring, købmandsskab og kundeservice i forhold til at få succes med en webshop?
Patrick T. Rasmussen
Tidligere marketingchef ved Unisport
Efter min mening, så vil jeg vurdere at det er svært og tæt på umuligt at prioritere kompetencer, da det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed alt efter hvilken position virksomheden er i. Dog vil jeg mene at produktkendskab ikke behøves at prioriteres højere end købmandsskab, markedsføring og kundeservice, da man sagtens kan køre en forretning uden at have det store produktkendskab, det kan dog være en fordel, hvis du har et sortiment der konstant bliver opdateret eller skifter.
Indenfor online marketing er der ekstremt mange discipliner og efter min mening er alle disciplinerne næsten lige vigtige, dog på hver sin måde; eksempelvis SEO er langsigtet og hvor Adwords er en kortsigtet strategi osv. – det er derfor umuligt for mig at vælge én, hvis man virkelig vil have succes online. Den bedste anbefaling er nok at bliv dygtig til alle discipliner, men ikke nødvendigvis ekspert.
Hos Unisport prioriterede vi dog analysedelen meget højere end det har været tidligere, det kan vi også kun gøre da vi har rigtig meget data at jonglere med.
Dennis Drejer
Indehaver af Rito.dk
Det kommer helt an på hvor i forløbet man er. Jeg tror prioriteringsrækkefølgende ændre sig alt efter om man er nystartet, drifter eller vækster kraftigt.
I en opstart vil jeg for eksempel bedømme markedsføring rigtig højt og måske produktkendskab lidt mindre, da man som ny spiller vil kunne suge på konkurrenternes viden.
Når man når et driftsniveau, så er købmandsskab virkelig vigtigt. Her skal man sikre at man rent faktisk tjener penge.
Har man besluttet sig for at vækste er markedsføring igen virkelig vigtig, men her mener jeg så også at produktkendskabet bliver vigtigt. Jo større man er, desto mere bør man kunne leve op til på produktkendskabsfronten.
Kundeservice er en disciplin man skal have 100% fokus på uanset hvilket stadie man er på.
Lige nu er markedsføring og kundeservice vigtigst for Rito.dk, hvor jeg sælger garn og hobbyartikler. Vi er små og vil rigtig gerne vækste. Skulle jeg dele vores prioritering op i procent i vores nuværende stadie ville det se sådan her ud:
- Markedsføring: 4o%
- Kundeservice: 30%
- Produktkenskab: 15%
- Købmandsskab: 15%
Vi vil kun tjene de penge som er nødvendige til de mest basale ting såsom løn, markedsføring og driftsomkostninger. Lige nu er det ikke vigtigt at lave store overskud.
Lige nu skal vi kunne svare på kunderne spørgsmål og skrive gode produkttekster, men vi skal endnu ikke være nyskabende på content marketing i form af blog, strikkeopskrifter og lignende.
Tonny Andersen
CEO og Partner ved den erotiske webshop Sinful.dk
Der er mange måder man kan få succes med en webshop på, fælles for dem alle er dog at man skal brænde for en del af processen og være villig til at kæmpe hårdt for at lære de andre. Meget få webshops kan fungere uden at man har en forståelse for alle de 4 kompetencer du nævner.
Min (og Mathilde’s) tilgang til at starte en webshop bundede i en stor interesse for produkterne og det at hjælpe at hjælpe folk til et bedre sexliv. Det var vores passion der gjorde, at vi var villige til at kæmpe for at blive gode til de andre discipliner også. Da vi lancerede vores shop i December 2008, var den fyldt med spændende produkter og klar til salg, men vi kendte ikke vigtigheden af marketing, så vi fik sådan ca. 0 ordre den første måned. Men efter en del læste bøger og mange timers arbejde fik vi også en god forståelse for den del.
Købmandskab og kundeservice bliver først aktuelt når man begynder at få kunder i butikken, men vil du skabe en sund forretning skal du også lære disse elementer.
Igen er min vinkel nok lidt anderledes for det er vores produktkendskab og en forståelse for vores kunder, der gør at vi kan lave god marketing uanset hvilken kanal vi benytter. Dog vil jeg sige at Google (SEO og Adwords) for de fleste webshops er de kanalaer med bedst ROI. Tror dog det vigtigste i starten er fokus. Hvis du ikke kender til online marketing så brug kræfterne på at bliv rigtig god til den “kanal” som du tror mest på. Erkend også at du aldrig bliver verdensmester i alle marketings facetter og find derfor gode samarbejdspartnere som kan hjælpe dig med dem du ikke mestrer 🙂
Simon Elkjær
Marketingchef og partner ved roomsa.dk og forfatter af Optimeringsbogen.
Lige meget hvor dygtig du er til kundeservice, købmandsskab og produktkendskab kommer du ingen vegne uden god online marketing. Hvis du ikke selv har styr på det, skal du finde en der har styr på det. Ellers er det umuligt at komme nogle vegne online.
Kundeservice er også marketing. Du har fået de første kunder ind i folden, de skal nu være ambassadører for din virksomhed. Gør alt for at kunderne kommer igen, der er ikke så mange af dem i Danmark. Hvis du yder skod-kundeservice breder det sig som ebola i din forretning og vil enten langsomt slå dig ihjel og/eller gøre din markedsføring ekspontielt dyrere.
Jeg mener at købmandskab er mindst vigtig online, det er ikke en svær disciplin og det kan automatiseres rimelig nemt. Hvis du er den bedste til pkt. 1 og 2 kan du sagtens sælge ting 10 gange så meget som din konkurrent, selv om jeres priser er de samme.
Når du så er vokset, så køber du af dig selv mere ind – det kan du så bruge til at forhandle med dine leverandører.
Produktkendskab er fuldstændig ligegyldigt.
Jeg kan sælge hårprodukter og f.eks Dennis Drejer sælger garn på Rito.dk – Det gør vi fordi vi er dygtige til i den rækkefølge ovenstående.
Søren Sieg Jensen
IT og Marketing ved Cykelpartner
Jeg mener alle er vigtige for en god forretning, men nogle kan læres og tilføjes efterhånden som forretningen vokser.
Kundeservice er dog klart den vigtigste! Man bør fra dag ét yde rigtig god kundeservice, så kan man komme rigtig langt.
Dernæst skal man bruge sine kræfter på markedsførring, for at få nogle kunder i butikken, der kan opleve ens gode kunderservice.
Efterhånden som ens forretning vosker bliver produktkendskab og købmandsskab vigtige. Produktkendskab så man løbende udvider med de rigtige produkter til ens kunder. Købmandsskab så man også sørger for der kommer noget overskud ud af ens forretning.
Inden for online markedsføring er Adwords og SEO er uden tvivl de 2 store, som man bare skal have styr på. De to tilsammen vil i langt de fleste tilfælde stå for over størstedelen af trafikken.
Når det er sagt, så mener jeg ens nyhedsbrev er en rigtig vigtig diciplin, som mange ikke udnytter godt nok.
Folk på dit nyhedsbrev har et større kendskab til dig og din forretning end folk der lander på din side fra Google. Det skulle gerne give dig en fordel, når det kommer til salg. Folk på din nyhedsbrevsliste har givet lov til, at du må forstyrre dem direkte i deres indbakke. Udnyt det, der er meget omsætning at hente.